OLIEFORURENING

En meget stor olieforurening forårsaget af udslip fra et græsk skib har ramt Nordsøen. Tusinder og atter tusinder af havfugle dør, fordi deres fjerdragt er blevet ødelagt af olie. Fjerenes naturlige fedtlag opløses og selv den mindste plet, ikke større end en gammeldags 2-øre, kan koste fuglen livet, udtaler Ebbe Bøgebjerg, Vildtbiologisk Station, Kalø. I 1979 omkom 30-40.000 edderfugle. Dette kunne bestanden tåle. Værre var det med de fåtallige sortænder og fløjlsænder. Fløjlsænderne er gået mærkbart tilbage, og det kan blive nødvendigt at overveje fredning af disse, siger Leif Larsen, Dansk ornithologisk Forening. Også gråstrubet lappedykker, der overvintrer på åbent hav, har vist sig meget følsom, og ynglebestanden er halveret. De danske alkefugle er endnu mere følsomme. De formerer sig meget langsomt. Hver par får kun et par unger på vingerne om året, og det varer længe før de bliver kønsmodne. Riderne, der yngler på Hanstholm og Hirtsholmene, kan også komme i farezonen. At rense og genudsætte de olietilklistrede fugle er dels en meget stor og tidskrævende opgave, og dels næppe af praktisk. betydning, idet man kun kan rense få fugle, og det er langtfra givet, at de genudsatte ænder redder livet, da deres fjer kan være for ødelagte, og måske har de ædt olie, som ødelægger deres organer. Berl.Tid. 6.jan.1981. Sekt.2, s.1. Der er desuden blevet konstateret olieforurening på Limfjordskysten ved Jeppes Led. Olien ligger på en 3 km strækning mellem Lemvig og Struer. Olien stammer næppe fra det græske skib, som var årsag til den store olieforurening, der er omtalt ovenfor. Det er første gang, at en længere kyststrækning ved Limfjorden forurenes af olie. Jyll.P. 28.jan.1981 s.5

Artiklen her bragtes i BioNyt nr. 2




Du kan tegne abonnement på
BioNyt: Videnskabens verden
her!


Forsiden af BioNyt nr. 128