GALDESTEN-OPERATION.

Det er i dag muligt at fjerne galdesten i galdegangen uden den traditionelle operation og uden fuld narkose. Ved metoden anvendes endoskopi-teknikken, idet en slange føres ned gennem spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen til galdegangen, hvor stenen sidder fast. I slangen er indlagt en lyskilde og gennem en kikkert kan lægen styre slangens vej gennem kroppen. Lægens synsindtryk suppleres af et røntgenbillede, som vises på en TV-skærm. Igennem slangen føres en elektrisk tråd, der i enden er formet som en slynge. Slyngen virker som en elektrisk kniv og kan skære hul i galdegangen - netop så meget, at galdestenen kan passere ud i tarmen og forsvinde med afføringen. Hvis galdestenen viser sig at være genstridig, er det muligt at hente den op ved hjælp af en særlig stenfanger inde i slangen. På den måde kan op til 2 cm store sten fiskes op gennem munden, og patienten kan få stenen med hjem til minde. Patienten skal kun lokalbedøves i halsen, for at tage generne, når slangen føres ned.

Derudover får patienterne lidt stesolid til at slappe af på. Under behandlingen kan man på Århus Kommunehospital desuden høre beroligende musik fra en højttaler på væggen. Den traditionelle operationsmetode kræver ca. 10 dages indlæggelse, mens endoskops-teknikken kan klare sig med et par dage. Metoden er især velegnet til patienter, der tidligere har fået fjernet galdesten ved operation, da de sammenvoksninger, der dannes ved operationen, kan skabe vanskeligheder for senere operationer i området, og risiko for komplikationer. Den nye teknik har været anvendt i nogle år på Århus Kommunehospital, hvor 1. reservelæge Aksel Kruse har lært sig metoden fra prof. Classen, Hamborg. Metoden er også blevet taget op på Odense Sygehus og Hvidovre Hospital, hvor den nu bruges regelmæssigt. På Århus Kommunehospital bruges endoskopi-metoden også til fjernelse af polypper på tyktarmen. Man behandler 70 patienter om året for denne sygdom. Kræft i tyktarmen kommer ofte som følge af polypper. Jyllandsposten 8. jan. 1981.

Artiklen her bragtes i BioNyt nr. 2




Du kan tegne abonnement på
BioNyt: Videnskabens verden
her!


Forsiden af BioNyt nr. 128