KLONING AF MUS
"Kloning" er betegnelsen for avl af mange individer med helt ens arvelige egenskaber. Det opnås ved, at arveegenskaberne ikke kommer fra æg- og sædceller, men fra en anden celle i kroppen. Man var allerede i 1952 i stand til at udføre kloning af frøer, men da frøægget er større og nemmere at arbejde med end æg fra pattedyr, der er af mikroskopisk størrelse og særdeles skrøbelige, har det hidtil ikke været muligt at udføre de samme forsøg på pattedyr. De vellykkede forsøg med transplantationer af museceller er blevet udført på universitetet i Geneve, Schweiz, af Dr. Karl Illmensee og Dr. Peter Hoppe, som kommer fra Jacksonlaboratoriet, USA. Forsøgene er blevet beskrevet ved flere videnskabelige møder, således kunne Frankfurter Allgemeine Zeitung allerede 19. sept. 1979 bringe en artikel om forsøget, som nu vil blive offentliggjort i tidsskriftet "Cell". På daværende tidspunkt kom der imidlertid ingen større reaktion i offentligheden, mens historien denne gang er kommet på forsiden af aviser verden over. Klonerne blev frembragt ved, at en cellekerne fra en celle af et musefoster på det meget tidligere stadie "blastocyst-stadiet" blev udtaget af cellen. Kernen anbragtes i et befrugtet æg fra en fremmed mus. Samtidig fjernedes æggets eget kernemateriale. Ægget med den fremmede cellekerne placeredes i reagensglas med næringsvæske i 4 døgn, hvorved det udviklede sig til en ny blastocyst, der er identisk med det oprindelige blastocyst-foster. Derefter blev det indsat i livmoderen hos en mus. "Modermusene" var forinder, blevet hormonbehandlet, så de var indstillet på svangerskab. Med klonteknikken lykkedes det at frembringe 3 mus, der alle var raske, og 2 af musene fik senere normale unger. Den 3. døde efter 7 måneders forløb, men dissektionen afslørede ikke abnormiteter som følge af kloningen.Ved metoden benyttes en pipette med hårfin munding. Pipetten styres af en mekanisk mikromanipulator under et mikroskop og kan indføres i en af cellerne fra et musefoster på blastocyst-stadiet (få dage efter befrugtningen). Med pipetten udtages kernen af en af cellerne fra blastocysten og overføres til et æg fra en anden mus, der er blevet befrugtet så kort tid forinden, at sædcellen endnu ikke er gået i forbindelse med æggets egen kerne. Derefter benyttes pipetten til at fjerne æg- og sædcellekernen fra ægget.
Det viste sig, at kun cellekerner fra den indre cellemasse af blastocystfosterstadiet var i stand til at udvikle et levedygtigt foster. Cellerne i den yderste del af blastocysten, der normalt udvikler sig til f.eks. livmoder og navlestreng, var ikke i stand til at aktivere ægget nok til at frembringe et nyt individ. Af 363 transplantationer af cellekerner fra blastocystens indre cellemasse overlevede 142 mikromanipulationen og blev anbragt i næringsvæsken. Af disse foretog 96 mindst en celledeling og efter 4 døgn i væsken havde 48 udviklet sig til flercellede blastocyster. 16 af disse så ud til at være fuldt normale og blev anbragt i livmoderen hos 5 nye (hvide) modermus. "Modermusene" fik dels indtransplanteret de ændrede æg, dels normale foster-forstadier, hvorpå der ikke var foretaget ændringer. Dette betød at "modermusen" kunne føde kuld af normal størrelse (de 5 "modermus", der benyttedes, fødte tilsammen 35 unger).
Af de 35 unger, som de 5 "modermus" fødte, stammede de fleste altså fra fostre, der ikke var ændret på, og disse unger var hvide. Af de 3, der var kloner (men ikke nødvendigvis indbyrdes beslægtede) var 2 grå og den 3. gråbrun. De kunstigt indsatte celle kerner i æggene stammede nemlig fra grå eller gråbrune mus (mens fostrene var udviklet af æg af sorte mus - og som sagt blev æggets eget "sorte" kernemateriale fjernet). vævsprøver og enzymanalyser viste, at de klonede mus kun havde modtaget arveegenskaber fra den oprindelige blastocystcellekerne og ikke fra ægget, hvori de var blevet indsat eller fra "modermusen". Som anført er cellekernen i forsøget taget fra det meget tidlige stadie af fosteret, blastocyststadiet, hvor fosteret kun udgør en kugle af celler. Det har stadig ikke været muligt at anvende cellekerner fra voksne dyr. Indenfor kloning af frøer er det heller ikke lykkedes at frembringe frøer på basis af kerner fra legemsceller hentet fra fuldvoksne frøer.
I øvrigt kan det bemærkes, at hvis cellerne i blastocysten blot adskilles (men uden kerneudskiftningen), og hver celle giver ophav til en hel organisme, (hvis dette er muligt), vil man også få en kloning, og det vil så dreje sig om kunstigt frembragte enæggede tvillinger i begrænset antal. (De nævnte forsøg er i princippet ikke meget anderledes). For at en organisme kan give ophav til en egentlig klon, må kloningen kunne ske ud fra en legemscelle i det voksne individ og ikke blot i et kortvarigt meget tidligt fosterstadie. Mens planteceller i høj grad bevarer sin evne til at vokse op til en hel organisme, hvis de bliver isoleret og behandlet på den nødvendige måde, tyder det på, at den dyriske celle meget hurtigt mister sin evne til at udvikle sig til en differentieret organisme. Berl.Tid. 7./1-81 og Frankfurter Allgemeine Zeitung 14/1-81 s.29 (ref. fra New York Times.)
Artiklen her bragtes i BioNyt nr. 2
| Du kan tegne abonnement på BioNyt: Videnskabens verden her!  |