Denne side er et supplement til BioNyt
nr.126. Du kan tegne abonnement på BioNyt: Videnskabens verden her! Kanel sænker blodsukkeretEn lille smule kanel kan sænke blodsukkeret hos sukkersyge og nedsætte niveauet af triglycerider og cholesterol, og forskeren bag opdagelsen, Richard Andersen, kalder det for den mest opsigtsvækkende opdagelse, som han har set inden for kostområdet i de sidste 25 år. "Jeg kender intet andet end lægemidler, som har så kraftig virkning på glucose, triglycerider og cholesterol", siger han. Han udførte følgende forsøg i Pakistan: 30 forsøgspersoner med diabetes indtog 1-6 g kanelekstrakt dagligt i 40 dage. Det medførte, at de på signifikant måde nedsatte de risikofaktorer, som hos disse patienter kan føre til blodkarsygdomme og hjertesygdom. Det er bemærkelsesværdigt, at virkningen allerede kunne konstateres efter kun 40 dage. Lignende forsøg planlægges i USA, og bliver måske gennemført i Santa Barbara.Patent på smagløs kanelstofDer er blevet ansøgt om patent på de smagløse, vandopløselige stoffer, som udvindes af kanel, og som kan gøre celler meget mere følsomme overfor insulin i laboratorieforsøg. Det kan få betydning for diabetespatienter, f.eks. har 6% af USA's befolkning eller 15,7 mill. mennesker diabetes, hvoraf en trediedel iøvrigt ikke selv er klar over det. Langt de fleste har diabetes 2, også kaldet gammelmandssukkersyge, fordi den starter midt eller sent i livet. Den skyldes, at kroppens celler bliver dårligere til at genkende og reagere på insulin. Dette medfører, at niveauet af blodsukker stiger i blodet, fordi det er insulins opgave at få celler til at optage glukose fra blodet. Ud over de 6%, som har et blodsukkerniveau over den værdi, som betegner tilstanden diabetes, har andre 5% forhøjet blodsukkerniveau og er dermed i høj risiko for at udvikle sygdommen. Mangel på motion og tiltagende overvægt - dvs. moderne vestlig livsstil - samt arvelig disposition er vigtige årsager. Verden over er diabetes en farlig sygdom, som mere eller mindre ubemærket medfører over 100 mill. menneskers død årligt. I USA er det den 7. vigtigste dødsårsag. Sygdommen skyldes cellernes nedsatte følsomhed overfor insulin, og ganske vist findes der en behandling i form af insulintilskud, men nogle mennesker er dårlige til at følge behandlingen slavisk, og en del mennesker har ikke adgang til behandling af økonomiske grunde.Hvem opdagede kanelstoffet?Richard A. Anderson og medarbejdere ved Agricultural Research Service's Human Nutrition Research Center i Beltsville (Maryland, USA) har i over 10 år ledt efter planter og krydderier, som bruges i folkemedicinen, for at finde ud af, om nogle af disse har virkning på diabetes. De opdagede nogle få planteprodukter, som faktisk havde en virkning, og her var kanel især vigtig. Kanel medførte, at fedtcellerne blev meget mere følsomme for insulin, som jo altså er det hormon, som regulerer sukkeroptagelsen til cellerne, og dermed indirekte kontrollerer glukosekoncentrationen i blodet.Med hjælp fra Walter F. Schmidt i Agricultural Research Service's Nuclear Magnetic Resonance Laboratory i Beltsville kunne man efterfølgende påvise, hvilket stof i kanel, der havde denne virkning. I den nye patentansøgning nævnes Richard A. Anderson, hans medarbejdere C. Leigh Broadhurst og Marilyn M. Polansky samt Walter F. Schmidt som opfinderne. Kan kanelstoffet få praktisk betydning?Kanel hører blandt verdens mest spiste krydderier og det er relativt billigt. Det blev fundet, at dets mest aktive stof, methylhydroxy-chalcon-polymer (MHCP), forøgede glucosestofskiftet ca. 20 gange i reagensglasforsøg med fedtceller. Forøgelsen af glucosestofskiftet er en proces, hvor cellerne omdanner glucose til energi. Ialt blev ca. 50 planteekstrakter afprøvet, og de havde alle meget mindre virkning end MHCP. Hvis man i fremtiden får bekræftet, om kanel har samme virkning på mennesker, som de har på fedtcellerne i laboratoriet (foreløbige forsøg har allerede bekræftet dette), kan produktet blive en naturlig behandling eller forebyggelse mod diabetes.Har kanelstoffet andre gavnlige virkninger?Iøvrigt forhindrede MHCP desuden tilmed dannelsen af skadelige oxygenradikaler i en blodpladetest. Dette kan vise sig at være en vigtig sideeffekt, fordi andre undersøgelser har vist, at tilskud med antioxidanter med samme virkning har en evne til at bremse udviklingen af de forskellige komplikationer, som ses ved diabetes.Hvilket slags stof er kanelstoffet?MHCP er det første chalcon, dvs. en type af polyphenol eller flavonoid, som er fundet i kanel. MHCP og andre aktive stoffer i kanel er vandopløselige, og findes derfor ikke i de krydderiolier, som sælges. Stoffer, der fungerer i vandige ekstrakter, har tendens til at være mindre giftige i store doser end stoffer, som findes i olieekstrakter.Hvordan virker kanelstoffet på blodtrykket?I rotteforsøg medførte et vandekstrakt af MHCP reduceret blodtryk hos rotter med forhøjet blodtryk - allerede før det forøgede følsomheden for insulin.Hvilken virkning har kanel på diabetespatienter?I det ovenfor omtalte patientforsøg faldt koncentration af glukose under faste med 18-29%, koncentrationen af triglycerier faldt 25-30% og det dårlige LDL-cholesterol faldt 7-27% (total cholesterol faldt 12-26%). Det var kun nødvendigt med lidt kanel. Endocrinologen Eugene Barrett fra Charlottesville (Va., USA), der er formand for American Diabetes Association, kalder det overraskende, at kanel har denne virkning, og at det bør bekræftes ved flere undersøgelser, men at det vil kunne få væsentlig betydning, hvis resultatet viser sig at kunne bekræftes.Studier af kanel på fede musDon Graves, en forsker ved University of California i Santa Barbara og Sansum Diabetes Research Institute er enig i denne vurdering. Han er i gang med studier af virkningen af kanel på fede mus med diabetes. Denne undersøgelse forventes færdig midt i 2004.Tilsætning af kanelstof til læskedrikkeEftersom de virksomme stoffer er vandopløselige kan de tænkes tilsat til læskedrikke og andre fødevarer, der har et højt sukkerindhold. Da stoffet er uden smag, får læskedrikken ikke kanelsmag ved denne tilsætning. Det kan måske modvirke den insulintop, som ellers dannes i blodet, når man drikker dette sukkervand. Denne insulintop er værst i diabetikere.Hvilke sygdomme risikerer en diabetiker?Diabetes 2 sukkersygen medfører risiko for hjerteanfald, slagtilfælde i hjernen, svigtende nyrer og blindhed, amputation af benene osv. Sygdommen bliver stadig mere udbredt på grund af den tiltagende fedmeepidemi (se BioNyt nr. 124). Denne sygdom sås tidligere i mennesker, som var ældre end 40 år, men ses nu også ned til teenagealderen.Hvor meget kanel har virkning?Blot en halv teske kanel om dagen kan give virkninger, som i nogle tilfælde er næsten lige så dramatiske som de, der ses ved brug af lægemidler, som kaldes statiner, og som millioner af amerikanere tager for at sænke deres cholesterolniveau.Hvordan bliver kanelopdagelsen modtaget?Lois Jovanovic, der er leder af The Sansum Institute (Sansum Diabetes Research Institute i Santa Barbara), siger, ar hun er begejstret for kanelforskningen. "Det ser virkelig ud til at kunne hjælpe, og vi har utrolig meget brug for noget, som kan dæmme op for denne diabetesflodbølge". Andre forskere er også positive.Kan jeg anvende kanel i praksis?Richard Anderson pointerer, at kanel ikke er noget vidundermiddel. Det vil ikke have den samme gavnlige virkning, hvis det bruges i kalorierige kager, som hvis det bruges som drys på mere ernæringsrigtige produkter. Han anbefaler, at man laver te ved at koge kanelstænger i vand. Et firma er allerede begyndt at tilsætte kanelekstrakt i sine produkter.Er der bivirkninger ved kanel?Der er ikke fundet nogen bivirkning ved at tage kanel. Det ville være nødvendigt at skulle indtage ekstraordinært store mængder for at give en negativ virkning.Findes der andre plantestoffer med kanelstoffets virkning?Blandt de ca. 50 andre planteekstrakter, som er blevet undersøgt, fandt man også nogle med insulinforbedrende virkning. Det gælder for te, og blade fra kløver (cloves) og planterne, som på engelsk kaldes gurkemeje (engelsk: turmeric) og laurbær (engelsk: bay). Ingen kunne dog matche kanelens virkning.Hvilke virkninger har kanel?Kanel har som omtalt en evne til at øge aktiviteten af insulin. Men kanel selv har også en insulinlignende virkning, siger Don Graves fra UCSB (University of California, Santa Barbara). Han har studeret virkningen på fede mus i et studie, hvor han samarbejder med Sansum Diabetes Research Institute i Santa Barbara. I forøget undersøges virkningen på 60 fede mus. Don Graves var tidligere "adjunct professor" ved Molecular, Cellular and Developmental Biology, og har siden 2000, efter sin pension, arbejdet i UCSB, hvor han tidligere var gæsteprofessor i Department of Chemistry. Han arbejder desuden på deltid i Sansum Institute. Ved hjælp af nuclear magnetic resonance og massespektroskopi har han sammen med andre studeret den kemiske struktur af et molekyle, proanthocyanidin, fra kanel, som har insulinlignende virkning. Stoffet synes at kunne påvirke insulinsignalet i fedtceller. Man er interesseret i at finde ud af, hvordan stofferne virker på insulinreceptoren og andre proteiner, som er involveret i insulinvirkningen.Opdageren af kanelstoffetRichard Anderson, som opdagede de virksomme kanelstoffer, var en student af Don Graves.Har kanelstoffet virkninger på andre sygdomme?Det er muligt, siger Don Graves, at kanelstoffer kan have gavnlig virkning på andre sygdomme end sukkersyge. Det kunne f.eks. være bugspytkirtelkræft, som er en sygdom, hvor der dannes abnorme mængder af insulin i bugspytkirtlen som reaktion på kræftsvulsten, hvilket medfører insulinresistens i kroppens celler som en slags kompensation. Denne resistens overfor insulin medfører, at cellerne ikke får nok glucose. Måske kan kanelstoffet overvinde denne insulinresistens.Virkninger på Alzheimers demensInsulinresistens synes også at være involveret i udviklingen af sygdomme som f.eks. Alzheimers demens, hvor nerveceller i hjernen dør. UCSB's Neuroscience Research Institute (NRI) har planer om at studere kanelstoffets virkninger på proteinreaktioner, som forekommer ved Alzheimers demens. Don Graves arbejder i NRI laboratoriet, hvor John Lew, som studerer Alzheimer's sygdom, også arbejder. Han er en slags videnskabelig barnebarna af Don Graves, fordi hans vejleder var Jery Wang, som selv var Ph.D. student hos Don Graves i Iowa State University tilbage i 1961.KilderMHCP-opdagelsen er beskrevet på Internettet på denne adresse: http://www.nps.ars.usda.gov/programs/appvs.htm.Richard A. Anderson har følgende adresse: USDAARS Nutrient Requirements and Functions Laboratory, Bldg. 307, Room 224, 10300 Baltimore Ave., Beltsville, MD 20705-2350 (USA); telefon (301) 504- 8091, fax (301) 504-9062, e-mail anderson@307.bhnrc.usda.gov. Forskningen med patienterne er publiceret i tidsskriftet Diabetes Care, i dec. 2003 nummeret. Internetkilder: 3200 3201 3202 3203 3225 3226 3204 (Hvis en kilde ikke findes: Spørg her)
|