BioNyt - Videnskabens Verden

Mobiltelefonen overbelaster vores hjerne
Artiklen her bragtes i BioNyt - Videnskabens Verden nr. 136 s.8 (marts 2007)


Du kan tegne abonnement på
BioNyt: Videnskabens verden her!





Som at belaste en bilmotor.
Hjernescanningsforsøg på Aarhus Universitetshospital har fundet bevis for, at mobiltelefoner påvirker hjerne­cellernes stofskifte. Det overbelaster hjernen, men virkningen heraf kendes ikke. Energiomsætningen i hjernecellerne måltes hos ti forsøgspersoner ved hjerne­scanning, mens de holdt en tændt mobiltelefon ved øret. Ifølge prof. Albert Gjedde, der er overlæge ved PET Cente­ret, medførte den nære kontakt med mobiltelefonen, at hjernecellernes omsætning af energi og ilt øgedes med ca. 10%. Det betyder, at nogle af cellernes mitokondrier må arbejde under vilkår, som ikke er helt optimale - de får f.eks. kun lige ilt nok til, at de kan udføre deres arbejde. Man kan have mistanke om, at det på længere sigt vil ødelægge hjernevæv - måske ser vi her begyndelsen til hjernesygdomme.

Læge Arne Møller, der udførte forsøget, sammenligner det med at køre i 2. gear på motorvej: Det larmer og belaster som bekendt bilen. For hjernecellerne belastes, og selv om det tåles i nogen tid, er det ikke meningen, at det skal fortsætte dagligt over lang tid.

Fra andre sygdomme ved man, at ­hvis mitokondrierne overstimuleres, går de til grunde, og det fører til celledød. Man ved dog ikke, om mobiltelefonen påvirker så meget, at mitokondrierne ødelægges af den øgede energiomsætning. Men en lignende forøget energiomsætning ses ved hjernesygdomme som Parkinsons sygdom og Alzheimers demens^{ref. 4793}
.

Man kan se, at der sker noget i den del af tindingelappen, der ligger tæt på centret for indlæring, idet energi­omsætningen er større her end andre steder i hjernen.

Langtidsvirkninger vil især kunne tænkes hos børn med meget omfattende mobiltelefonforbrug fra f.eks. 10-års-alderen.

Uden at der behøver at være en sammenhæng med mobiltelefonernes elektromagnetiske bølger, har man fundet, at magnetiske felter (i arbejdsmiljøet for elektrikere og svejsere) øger risikoen for Parkinsons sygdom og andre demensrelaterede sygdomme^{ref. 4918}
. Magnetiske felter synes også at øge risikoen for leukæmi hos særligt følsomme personer, nemlig hos personer med Downs syndrom, “mongolisme” (disse mennesker har 20 gange større risiko for at få leukæmi end andre mennesker, og en ­undersøgelse tydede på, at magnetfeltet ved deres bolig kan være medvirkende årsag til deres leukæmi^{ref. 4920}).

Kræftrisiko kan ikke påvises.
Undersøgelser af kræftrisikoen ved brug af mobiltelefon besværliggøres af, at eksponeringen ikke kan måles præcist. Mobiltelefonstrålingen afhænger nemlig af, hvor tæt mobiltelefonen holdes mod hovedet, samt af afstanden til nærmeste sendemast, og om man er under transport (hvor signalet bliver kraftigt, hver gang en ny sendemast skal findes). Hvor tæt man holder mobiltelefonen til øret afhænger af mobiltelefonens lydstyrke, baggrundsstøjen og personens hørelse og vaner. Svar på spørgeundersøgelser afhænger af, hvad folk husker. Kan de svare korrekt på spørgsmålet: ”Holder du mobiltelefonen for højre ­­eller venstre øre?”. Nogle skifter måske hånd, når man bliver træt, eller øret bliver for varmt? Mobiltelefonen gjorde sit indtog i Danmark i 1982, hvor de første (analoge) NMT-telefoner blev solgt. De første GSM-telefoner kom på markedet ti år senere, og i løbet af 1990´erne blev mobiltelefonen allemandseje. Jeg var i Grønland i 1999, hvor mobiltelefoni var noget meget nyt, men 2 år senere, da jeg igen var i Grønland, så jeg børn i Godhavn på Disko bruge mobiltelefoner.

Ifølge en engelsk undersøgelse har hver 10. elev en mobiltelefon presset mod hovedet i mindst 45 minutter dagligt. Hver fjerde af de 7-10 årige børn ejer en mobiltelefon, og ni ud af ti af de lidt ældre skoleelever ejer en mobiltelefon. Der findes endog en mobiltelefon, der markedsføres til 4-6 årige ^{ref. 4904}.

Registerundersøgelse.
Man har hos Kræftens Bekæmpelse sammenholdt regi­stre over de danske kræftpatienter med registre over mobil­telefonabonnenter. Undersøgelsen bygger på 420.095 danskere, der har haft mobilabonnement i op til 21 år, og det er den første undersøgelse af sin art. Den konkluderede, at de første danskere, der hoppede på mobildillen i 1980´erne og 1990´erne, ikke fik øget risiko for at få kræft i hjernen eller forhøjet forekomst af andre kræftformer, ­siger Joachim Schüz, der leder afdelingen “Statistik og Epidemiologi” i Kræftens Bekæmpelse.

Statistisk set er tallene dog komplicerede. Ifølge pressemeddelelsen fra Kræftens Bekæmpelse skal en risiko på +10% anses for “en meget let og nærmest ubetydelig risikoændring”. Men når man ser på tallene fra undersøgelsen, er der en påfaldende minusrisiko for mænd, og en påfaldende plusrisiko for kvinder:

Hos de mobiltelefonerende mænd var der en minus-risiko for lungekræft (en tobakrelateret kræftform) på -18%, strubekræft (også rygerelateret): -12%, og hjernetumor -4%. Risikoen for alle kræftformerne var samlet -7% hos de mobiltelefonbrugende mænd.

Hos mobiltelefonerende kvinder var der en plus-risiko for livmoderhalskræft på +30%, strubekræft og lungekræft (der begge er tobakrelaterede) henholdsvis +12% og +8%, hjernetumor: +3%. Risikoen for alle kræftformer var samlet +3% hos kvinderne. De nævnte tal er for personer, som har ejet mobiltelefon i fra 8 til 21 år, idet man har sammenlignet med den danske befolkning generelt.

Hvad er forklaringen på, at mænd, der har talt i mobiltelefon i 8-21 år, sjældnere får lungekræft og andre kræftsygdomme, som skyldes rygning??? Ja, det skal ikke tolkes sådan, at mobiltelefoner beskytter mod rygerelaterede kræftformer som f.eks. lungekræft!!! Minusrisikoen fortæller derimod, hvilke mandetyper, der snakkede i mobiltelefon i slutningen af 1980´erne og starten af 1990´erne: De var veluddannede og havde høj indtægt. Disse mænd røg mindre end den generelle befolkning! (Blandt veluddannede kvinder med mange års mobilforbrug ses ikke samme resultat: Det kan skyldes, at antallet af kvindelige rygere var ligeligt fordelt over alle samfundslag på dette tidspunkt).

Hvorfor er livmoderhalskræft 30% hyppigere hos kvinder med mange års brug af mobiltelefon??? Giver mobiltelefonen livmoderhalskræft??? Svaret er klart nej!!! Livmoderhalskræft skyldes oftest smitte med et virus: Human Papilloma Virus (HPV), der overføres ved seksuel aktivitet. De første kvindelige mobiltelefonbrugere havde højere uddannelsesniveau end andre kvinder. Det skulle umiddelbart give dem en lavere risiko for livmoderhalskræft - men måske var de første kvinder, der fik mobiltelefon, mere seksuelt aktive og med flere partnere - og derfor måske mere brug for en mobiltelefon. Dette ville kunne forklare den større risiko for en HPV-virusinfektion, der kan fremprovokere livmoderhalskræft.

At være abonnent på mobiltelefon siger ikke så meget om mobiltelefonbrugen. Forskerne ved ikke, hvilke af mobil­telefon-ejerne, som havde et særligt lille forbrug eller et særligt stort forbrug. Man ved heller ikke, hvor mange i ”kontrolgruppen af ikke-abonnenter”, som i virkeligheden brugte en lånt mobiltelefon. Resultatet er behæftet med den usikkerhed, at langtidsbrugerne kun udgjorde ca. 10 pct. af deltagerne. Den fortæller ikke, om langtidsbrugerne vil opleve øget kræft­risiko senere i livet, - men der ses dog ingen tendens i det retning.

Man kan derfor ikke udelukke, at langtidsbrugere, som ofte snakker i mobiltelefon, måske har en højere risiko for sygdom senere i livet. Specielt er børn ikke medtaget i undersøgelsen. De er måske mere følsomme for elektromagnetiske stråler.

Undersøgelsen er publiceret i Journal of the National Cancer Institute (2006, bind 98, nr. 23). En eventuelt kræft­risiko hos børn og hyppige mobilbrugere er ikke undersøgt i dette studie, men vil blive undersøgt i en senere undersøgelse^{ref. 4814}.

Kræftens Bekæmpelse anbefaler derfor stadig, at børn, unge og voksne bør benytte sig af håndfrie sæt, således at mobiltelefonen ikke sættes direkte op til øret under samtalen, og at man især bruger SMS-beskeder, samt at mobiltelefonen kun bruges til nødvendige og korte samtaler.

Virkemåde
Mobiltelefoner sender og modtager elektromagnetiske bølger på grænsen mellem radiobølger og mikrobølger. Mobiltelefon-bølgerne trænger gennem kraniet og 4-6 cm ind i hjernen. Alle elektromagnetiske bølger har en varmevirkning, men mobiltelefoner er konstrueret, så de højst medfører 0,1 grad opvarmning, hvilket dog tydeligt mærkes, når man har snakket længe i mobiltelefon ^{ref. 4904}. Flere undersøgelser har vist, at opvarmningen er uskadelig.

De elektromagnetiske bølger fra mobiltelefon-master absorberes 5 gange mindre end de elektromagnetiske bølger fra FM-radioapparater og TV-apparater, ved samme energiniveau. FM-radio og TV er henholdsvis ca. 100 og ca. 300-400 megaHertz lavere end mobiltelefon-frekvensernes 900-1800 megaHertz, og lavere frekvens medfører større absorption. Men radio og TV har eksisteret i over 50 år uden at man har kunnet påvise helbredsvirkninger - til trods for, at en persons højde gør kroppen til en effektiv modtagerantenne^{ref. 4912}.

Radioteknologier bruger oftest analoge signaler. Den moderne telekommunikation bruger digitale signaler. Men man har ikke påvist nogen forskel på analoge og digitale signaler med hensyn til virkningen på helbredet^{ref. 4912}.

Energien fra mobiltelefoner måles i SAR (“Specific Absorption Rate”). Der gives to SAR-angivelser: For dit hoved, og for din krop. SAR-tallet er udtryk for den energi (i Watt), som absorberes af et kilogram kropsvæv. Tallet står på pakken, som følger med mobiltelefonen (og ikke på mobiltelefonen selv). En GSM-mobiltelefon har typisk en effekt på mellem 10 milliWatt og 2000 milliWatt, dvs. f.eks. 10 mW tæt ved en mobilmast, og 2 W i en skov under dårlige modtageforhold. Jo lavere SAR-værdi, jo mindre energi udsættes man for. I EU tillades en SAR-værdi på 2 Watt pr kg kropsvæv. (SAR-tallet kan findes på www.mmfai.org, hvis man kender sin mobiltelefons typebetegnelse.

[Se siden: http://www.mmfai.org/public/sar.cfm?lang=eng]. SAR angives som maximum-tallet. Jo tættere man er på en sendemast, jo lavere er den faktiske SAR-værdi^{ref. 4904}.

Et nyt mobilnet er ved at blive eta­bleret i Danmark. Det er UMTS-nettet, også kaldet 3G. Det kan transmittere store datamængder, og sender på højere frekvens. Enkelte forskningsprojekter har undersøgt effekten af de nye 3G-telefoner i forhold til stråling. Intet tyder på, at risikoen er større eller mindre end hos mobiltelefoner til GSM-nettet.

Kræft er geografisk ujævnt fordelt og vil ved tilfældigheder kunne forekomme nær mobiltelefon-sendemaster. ^{ref. 4912}. Epidemiologiske undersøgelser, der tager højde herfor, har ikke påvist en øget kræftrisiko^{ref. 4912}.

Undersøgelse af hjernebølge-mønstre hos mennesker eller dyr efter udsættelse for mobiltelefonsignaler har ikke påvist skadevirkninger, - heller ikke ved 1000 gange højere energiniveauer end fra sendestationerne. Der er heller ikke fundet gode beviser på ændret søvn eller ændret blodkarfunktion^{ref. 4912}.

Dyreforsøg med udsættelse for forhøjede niveauer af mobiltelefon-energifelter har ikke vist forhøjet kræftrisiko^{ref. 4912}.

Mobiltelefon-sendemasterne og de trådløse netværk er frifundet hos WHO. (Trådløse netværk udsender mindre energi end mobiltelefon-sendemasterne. Derfor anses de trådløse telefoner for mindre risikofyldte^{ref. 4912}).Derimod fortsætter undersøgelserne af sundhedsvirkninger ved udsættelse for påvirkning fra mobiltelefonerne selv^{ref. 4912}.

Biologiske påvirkninger
Radiobølger har nogle ikke-forståe­de virkninger, som kan ændre celler i levende organismer. F.eks. kan bølgefrekvenser, som ligger i mobiltelefon-området, medføre ændringer i cellerne hos orme ^{ref. 4904}. Men en biologisk virkning behøver ikke at være en skadelig virkning. En undersøgelse ved Bristol Universitet viste ligefrem, at elektromagnetisk stråling fra mobiltelefoner forbedrede studenternes svartid i multi­ple-choice test. Nogle tvivler dog på denne virkning, som man i øvrigt ikke har kunnet forklare ^{ref. 4904}.

Kritikere mener, at der skabes elektriske strømme i cellerne, som påvirker celledelingsprocesserne, og at der derfor må være risiko for at udvikle kræft ^{ref. 4910}.

Mange undersøgelser
Verdenssundhedsorganisationen WHO mener, at der ikke er risiko ved brugen af mobiltelefoner, hvis man skal vurdere risikoen ud fra den nuværende viden og de mange udførte forsøg og undersøgelser, der hidtil er udført^{ref. 4912}.

Der er skrevet over 25.000 artikler om sikkerheden ved mobiltelefoner og den biologiske virkning af strålingen fra dem. Mindst 1300 af disse artikler er blevet publiceret i tidsskrifter, som benytter sig af ”peer-review”, dvs. kritisk gennemgang af artiklerne af andre fagfolk før publiceringen^{ref. 4908}. I 1996 gennemgik WHO 24.000 videnskabelige artikler om risikoen ved mobiltelefoner og fandt ingen beviser på risiko, men fandt dog huller i vores viden ^{ref. 4908}.

Der er udført forskning for ca. 250 millioner dollar gennem de sidste 10 år^{ref. 4912}. Mobiltelefonindustrien giver stor økonomisk støtte til forskningen, men det har været fremme, at de undertiden kraftigt prøver at bremse uønsket forskning.

På en konference i 1996 i Tyskland konkluderede man, at der næppe ville være kræftrisiko for stråling mellem 100 kiloHertz og 300 gigaHertz ^{ref. 4911}. Konferencen førte dog til etablering af en international undersøgelse, Inter­phone, organiseret af IARC (International Agency for Research on Cancer), og i 1996 etableredes også International EMF Project til videnskabelig vurdering af de mulige helbredsvirkninger ved elektromagnetisk stråling i frekvensområdet fra 0 til 300 gigaHertz.

I mange lande har ekspert­paneler vurderet risikoen. F.eks. udtalte en australsk komite i 2003, at der ikke var beviser på sundhedsrisici ^{ref. 4908}.

En hollandsk komite fandt i 2003, at der end ikke var grund til at begrænse børns brug af mobiltelefoner^{ref. 4908}.

En fransk rapport fra 2003 konkluderede, at strålingen ikke påvirker vores gener, og at mobiltelefonstråling ifølge langtids-dyreforsøg hverken fremmer eller hæmmer virkningen af kræftfremkaldende stoffer ^{ref. 4908}.

En amerikansk rapport fra 2003 fandt ingen risici, heller ikke for børn^{ref. 4908}. En anden amerikansk rapport fra 2003 fandt ingen beviser på udvikling af hovedpine, svimmelhed eller hukom­melsesproblemer^{ref. 4908}.

En britisk rapport fra 2004 fandt ingen risici^{ref. 4908}.

Interphone-undersøgelsen, der omfatter 13 lande, bl.a. Danmark, konkluderede i 2005, at der ikke var påvist risiko for hjernetumor efter 10 års brug af mobiltelefon. Dette var en så stor undersøgelse, at det omfattede over 5000 hjernesvulster (2765 glioma, 2425 meningioma), 1121 tilfælde af svulst på ørenerven (akustisk neuroma/neurinoma), 109 tilfælde af ondartet kræft i den store øre-spytkirtel, parotis, som ligger foran øret^{ref. 4905 ref. 5249}.

IARC, der er en WHO-enhed, forventes at afgive en rapport om mobiltelefoner i 2007, og International EMF Project vil vurdere emnet i 2008 ^{ref. 4912}. Det har vist sig, at kræft ofte tager 10-30 år om at udvikles. Dette kendes fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki og efter udsættelse for asbest^{ref. 4905}. Det er derfor stadig for tidligt at udtale sig skråsikkert om mobiltelefoner.

Øre-spytkirtlen
Da mobiltelefonen holdes meget tæt på ørespytkirtlen, har man specielt diskuteret, om der måske kan påvises en øget risiko for sygdom i netop denne ørespytkirtel.

I en undersøgelse fra 2006 identificerede man alle patienter, som i perioden 2000-2002 havde fået stillet denne diagnose i Danmark og visse dele af Sverige. Man udspurgte 60 patienter med ondartet kræft i øre-spytkirtlen og 112 med godartet “pleomorf adenoma”. Der blev ikke fundet nogen forhøjet risiko (i forhold til en kontrolgruppe), hverken ved over 10 års brug af mobiltelefon eller hos storforbrugere af mobiltelefoni ^{ref. 4922}.

Nogle usikre undersøgelser
En amerikansk undersøgelse i 2006 antydede, at der var lavere sædcelleantal hos mænd, der talte særlig meget i deres mobiltelefon. Man er dog usikker på tolkningen og har foreslået, at dette skyldes, at mænd, der bruger mobiltelefon meget, oftere har stress og motionerer kun lidt^{ref. 4905}.

Nogle kritiske fund
Prof. Lawrie Challis, der er leder af et britisk, offentligt støttet undersøgelsesprogram, Mobile Telecommunications Health Research (MTHR) programme, har udtalt, at de fleste studier viser, at mobiltelefoner er sikre at bruge på kort sigt, men at der er “antydninger af noget” for langtidsbrugere^{ref. 4902}.

I 2000 kom en såkaldt Stewart-rapport i England. Den advarede om, at man havde fundet biologiske virkninger, og at noget kunne tyde på, at mobiltelefoner kunne gøre rotter syge^{ref. 4904}.

En finsk undersøgelse fra 2002 konkluderede, at elektromagnetisk stråling påvirker hjernevæv hos mennesket^{ref. 4904} - og at mobiltelefonen medfører unormale forandringer i blodkar ved laboratorieforsøg. Forskerne mente ikke, at blodkarforandringerne kunne forudsige noget om virkningen i mennesker^{ref. 4905}.

En undersøgelse fra 2004 tydede på større risiko for hjernetumor hos land­boere i forhold til byboere. Brug af mobiltelefon i 5 år medførte op til 4 gange større risiko for hjernetumor, hvis personen boede på landet end hvis han boede i en by^{ref. 4903}. Det blev foreslået, at det skyldes højere signalstyrke i områder med få sendemaster^{ref. 4903}.^{ref. 4905}, og man har faktisk påvist, at energi­påvirkningen fra en mobiltelefon netop er kraftigere på landet. Ude på landet er der meget længere mellem sende­masterne, og brugerne udsættes for langt større energimængder fra deres mobiltelefon end byboerne(4903). Prof. Kjell Hansson Mild, der er biolog ved Örebro Universitet, siger, at mobiltelefoner kan udsende 1000 gange mere energi, når de er langt fra en sendemast^{ref. 4903}.

Når en mobiltelefon sender eller modtager et opkald, virker den umiddelbart ved fuld kraft. Først efter at have målt signalstyrken, som kommer fra den nærmeste sendemast, skruer den ned til det laveste energiniveau, hvor opkaldet stadig ikke tabes^{ref. 4903}.

Derimod er længden af samtalen, om man er indendørs, eller om man bevæger sig, af mindre betydning for energipåvirk­ningen^{ref. 4923}.

Artiklen af prof. Kjell Hansson Mild og prof. Lennart Hardell, begge fra Örebro Universitet, blev bragt i Journal Occupational and Environmental Medicine. De fandt frem til 1429 personer, som boede i det centrale Sverige, og som mellem jan. 1997 og juni 2000 havde fået diagnosen hjernetumor. ­Patienternes alder var fra 20 til 80 år. Alle patienterne blev udspurgt om deres anvendelse af mobiltelefoner^{ref. 4903}. De patienter, som boe­de på landet, og som havde brugt digital mobiltelefon i mindst ét år, havde med 56% større sandsynlighed fået hjerne­tumor i forhold til bybo-patienterne^{ref. 4903}. Blandt dem, som havde anvendt digital mobiltelefon i over 5 år, havde landboerne 3½ gange større sandsynlighed for at have udviklet hjernetumor^{ref. 4903}. Når man begrænsede undersøgelsen til de personer, som havde brugt mobiltelefon mest, var ­risikoen 4 gange større i landområderne^{ref. 4903}.

Svulst på ørenerven
Nogle studier af mobiltelefonbrug har fundet en sammenhæng med udvikling af svulst på ørenerven. Denne”akustiske neuroma” opstår på balancenerven i det indre øre, - netop hvor strålingspåvirkningen fra en mobiltelefon må være størst. Det er en godartet svulst, dvs. den spredes ikke til resten af kroppen. Men den kan alligevel være dødelig^{ref. 4910}.

En svensk undersøgelse fra Karolinska Institut i 2004, omfattende 750 personer, konkluderede, at brug af mobiltelefon i mindst 10 år forøgede risikoen 3,9 gange på den side, hvor mobiltelefonen bruges. Der var ingen forøget risiko på den anden side af hovedet. Der var sammenhæng med antal år, som patienten havde brugt mobiltelefon. I absolutte tal steg risikoen fra 1 ud af 100,000 til 1 ud af 52.000. Da undersøgelsen blev lavet havde kun de analoge mobiltelefoner været i brug i over 10 år^{ref. 4904}.

Kræftens Bekæmpelse har udført et populationsstudie, hvor hele den danske befolknings samlede forekomst af svulst på ørenerven gennem to år blev brugt som udgangspunkt. Det var 106 patienter^{ref. 4910}. Ved interviews spurgte man, hvor meget de havde brugt mobiltelefon, antal år, og på hvilken side af hovedet, de holdt mobiltelefonen. Konklusionen af denne undersøgelse var, at disse patienter ikke havde brugt mobiltelefon mere end den kontrolgruppe, som man sammenlignede med. Men der var for få langtidsbrugere blandt patienterne til, at man kunne sige noget om risikoen på langt sigt^{ref. 4910}. Der var en øget risiko på den side, som folk sagde, at de holdt mobiltelefonen, men det modsvaredes af en nedsat risiko på den anden side, hvilket har fået forskere til at foreslå, at folk simpelthen har svært ved at huske, hvilken side de bruger mobiltelefonen^{ref. 4905}.

I en undersøgelse studerede man udviklingen af svulst på ørenerven i ­Qatar, et land, som indtil for nylig slet ikke havde mobiltelefoner. Forskerne diagnosticerede sygdommen hos 13 patien­ter (10 kvinder med en alder på i gennemsnit 55 år, og 3 mænd med en gennemsnitsalder på 49 år). Patienterne havde brugt mobiltelefoner dagligt, i gennemsnit 14 gange om dagen (8-20 gange dagligt). 10 af patienterne havde brugt mobiltelefon i over 5 år. De 3 patienter, der havde brugt mobiltelefon i færre år, havde til gengæld brugt mobiltelefon særligt flittigt, dvs. talt i mindst 20 minutter pr. samtale og haft over 5 sådanne samtaler dagligt. Sygdommen forekom hos 17,2 person per 1 million befolkning, hvilket er lidt hyppigere end i andre lande^{ref. 4915}.

Glioma-hjernesvulst
Forskere fra Radiation and Nuclear Safety Authority i Finland undersøgte brugen af mobiltelefoner hos 1521 personer med glioma-hjernesvulster ved at sammenligne med en kontrolgruppe, der ikke havde kræft^{ref. 4902}.

Umiddelbart var der ingen sammenhæng mellem brug af mobiltelefon og forekomsten af glioma-hjernekræft. Men billedet ændredes, når man kun så på personer, som havde brugt mobiltelefon i over 10 år. Langtidsbrugerne havde 39% øget sandsynlighed for at få glioma-hjernesvulst på den side af hovedet, hvor de holdt mobiltelefonen^{ref. 4902}.

Epidemiologen prof. Anssi Auvinen, som var en af forskerne bag undersøgelsen, sagde, at konklusionen forekommer rimelig, idet der dels er påvist en sammenhæng med tiden for brugen af mobiltelefon og dels en sammenhæng med den side af hovedet, som er mest udsat^{ref. 4902}.

Dette studie er publiceret i International Journal of Cancer. Louis Slesin, der er redaktør af et amerikansk nyhedsblad, Microwave News, understreger, at man nu har fundet to tumor­typer blandt mennesker, som har brugt ­mobiltelefoner i over 10 år. Dette er påvist af to forskellige forskergrupper. Han mener, at dette virker overbevisende^{ref. 4902}.

FDA besluttede i foråret 2006 at nyvurdere risikoen ved mobiltelefoner.

Påstået overfølsomhed
Elektromagnetiske bølger opstår i bl.a. videoapparater, computere, mobiltelefoner og mobiltelefon-sendemaster^{ref. 4913}. Nogle mennesker mener, at de lider af elektromagnetisk overfølsomhed (Electromagnetic Hypersensitivity, EHS) ^{ref. 4913}. Disse mennesker kan have hudsymptomer (rød hud, evt. med dirrende eller brændende fornemmelser i huden) eller nerverelaterede symptomer, såsom træthed, koncentra­tionsbesvær, svimmelhed, kvalme og hjertesymptomer og “maveproblemer” ^{ref. 4913}.

EHS-symptomerne er ikke en anerkendt sygdom, og i forsøg kan personer, som mener at lide af elektromagnetisk overfølsomhed, ikke fortælle, hvornår de udsættes for elektromagnetiske bølger^{ref. 4913}. EHS-personer er altså ikke bedre i stand til at påvise elektromagnetiske felters tilstedeværelse end ikke-EHS personer er. Så ved videnskabelige dobbeltblindforsøg har man kunnet vise, at symptomerne ikke skyldes elektromagnetiske felter^{ref. 4913}. Symptomerne ligner dem, som ses ved en anden sygdom, kaldet MCS (multiple chemical sensitivities), som sættes i forbindelse med udsættelse for kemiske stoffer i meget lav koncentration^{ref. 4913}.

Både ved EHS og MCS kan man ikke bevise en sammenhæng med specifikke udløsende faktorer, og man kan ikke give en fysiologisk forklaring^{ref. 4913}.

Man har samlet disse symptomer i en fællesbetegnelse for miljøpåvirkning, kaldet IEI (idiopathic environmental intolerance). IEI-symptomerne kan ikke ses immunologisk og kan ikke bevises ved udsættelse for særlige påvirkninger fra miljøet. I det hele taget er IEI karakteriseret af ikke-specifikke symptomer og er uden medicinsk forklaring^{ref. 4913}.

Der er usikkerhed om, hvor mange mennesker, som lider af EHS eller IEI. I en rapport vurderede nogle arbejdsmiljøcentre, at det drejede sig om nogle få individer pr. million. Men selvhjælpsgrupper mener, at tallet er langt større, og at ca. hvert tiende tilfælde er alvorligt^{ref. 4913}. Da man i Schweiz ringede til 2014 personer, mente 5%, at de fik søvnbesvær eller hovedpine på grund af EHS^{ref. 4919}. EHS er i øvrigt hyppigere angivet fra Danmark, Sverige og Tyskland og sjældnere fra England, Østrig og Frankrig^{ref. 4913}. De symptomer, som EHS-personer angiver at lide af, er almindelige i befolkningen som helhed^{ref. 4913}. Symptomerne, som formodentlig er reelle nok, kan tænkes at skyldes noget andet, f.eks. blinken fra lysstofrør, dårlig ergonomisk stilling ved computerarbejde, dårligt indeklima, stress eller noget andet^{ref. 4913}. Der har været tegn på, at symptomerne kunne skyldes selve bekymringen om de elektromagnetiske felters mulige sundhedsrisiko, og altså ikke de elektromagnetiske felter selv^{ref. 4913}.

Symptomerne er som sagt formodentlig reelle, men varierer fra individ til individ, og kan være yderst forskellige i omfang. De kan tilmed gøre personen handicappet. Men det skyldes altså IKKE de fysiske virkninger fra elektromagnetiske energier. Behandlingen skal derfor være en symptombehandling, eftersom det ikke hjælper at fjerne radioer osv. fra hjemmet. Derimod kan det hjælpe at fjerne andre mulige årsager, såsom dårlig indeluft, støj, blinkende neonrør eller ergonomisk dårlige arbejdsforhold samt at modvirke stress på forskellige måder^{ref. 4913}.

Nogle studier tyder dog på, at visse fysiologiske reaktioner hos EHS-personer ligger uden for normalområdet. Det gælder især overdreven reaktions­evne i centralnerve­systemet og ubalan­ce i det autonome nerve­system^{ref. 4913}.

Børn og unge
Det vides ikke, om børn er mere følsomme end voksne over for mobiltelefonens elektromagnetiske felt/radiobølger. Men børns hjerneskal er tyndere end voksnes, og børns hjerner er mindre. Hjernevævet hos børn er i fortsat udvikling langt ind i puberteten, og vævet vil naturligvis gennem livet blive påvirket i samlet længere tid end hos voksne^{ref. 4904}.

Den engelske ekspert på området, Lawrie Challis, mener, at mobiltelefoner kan tænkes at påvirke børn på anden måde end voksne. Det er f.eks. velkendt, at børn, som udsættes for sollys, er meget mere udsatte for at få hudkræft, end hvis voksne udsættes for sollys^{ref. 4905}.

William Stewart, der er leder af National Radiological Protection Board i England, har advaret om, at risikoen ved mobiltelefoner stadig er ukendt, specielt virkningen på børn. Han mener, at børn under 8 år bør undgå dem^{ref. 4904}. Hans udtalelse er en gentagelse, for det samme sagde han 5 år tidligere^{ref. 4904}.

Trods den mulige risiko er forældre forbavsende ligeglade med børns brug af mobiltelefoner. Selv forældre, som vender sig kraftigt mod ikke-økologiske grøntsager, genmodificerede fødevarer og mæslinge-fåresyge-kombinationsvacciner, ignorerer advarslerne ved mobiltelefoner, - som i modsætning til de nævnte ting faktisk i en vis grad støttes af videnskabelige undersøgelser^{ref. 4904}.

Sundhedsstyrelsen i Danmark skriver, at forældre må være med til at sætte grænser for børns brug af mobiltelefoner, - herunder sørge for, at de yngste børn ikke får mobiltelefoner. Generelt bør børn ikke bruge mobiltelefon, før de er i stand til på en fornuftig måde at begrænse brugen af mobiltelefonen, hvor den holdes lige ved øret. Forældrene må under alle omstændigheder fortælle børn, der bruger mobiltelefon, at det er sikrest at bruge hovedtelefonsæt (head-set) eller SMS i stedet for at tale i telefonen.

Sundhedsstyrelsen gør opmærksom på, at det for alle aldersgrupper, der anvender mobiltelefon til kommunikation, er klogt at begrænse påvirkningen fra mobiltelefonens radiobølger

Artiklen her bragtes i BioNyt nr. 136 s.8 (marts 2007)
Du kan tegne abonnement på
BioNyt: Videnskabens verden her!