Klik her!


Rapport fra
REJSE TIL SYDGRØNLAND 2002


26. juni - 10. juli 2002
(15 dage)


Pris 11.950 kr + tillægsture 1800 kr.






Se kort over Sydgrønland
Kort over steder, som vi besøgte



Onsdag 26 juni 2002
Vi rejste fra København kl. 09.55 og ankom til Narsarsuaq 10.40 lokal tid. Flyet var ikke et jumbojet, kun 2 + 3 personer pr. række, hvilket betyder, at man ret let kan komme til at kikke ud til begge sider. Ingen særlig udsigt, men tåge, indtil Island, hvor vi så Reykjavik, Grønland lå i dis, men indflyvningen var meget flot, med brat drejning, tilsyneladende vanskelig, og alle klappede. "Byen" består af lange bygninger eller betonbarakker, Blue Ice Cafe med et museum, hotellet, butikken. Udenfor lufthavnen holdt vandrerhjemmets bil med en støvle på toppen. Vi blev hentet af Birgitte, som er vært på vandrerhjemmet i sommermånederne. Vandrerhjemmet ligger 10 minutters gang fra lufthavnen i retning mod indlandsisen, hotellet ligger 10 minutters gang til den modsatte side af lufthavnen. Vandrerhjemmet er velpasset, stort, med velforsynet køkken og god opholdsstue, 4 sengs værelser med køjer og et par sovesale.

Vi havde på forhånd en aftale med outfitter Jacky Simoud, franskmand som i 20 år har boet i Grønland, bl.a. i Jakobshavn/Ilulissat og i Godhavn/Qeqertarsuaq om at sejle os kl. 12.30 til det gamle Brattalid/ Qassiarsuk, hvor Erik den Røde bosatte sig i 982. Vejret var fint, men noget blæsende. Bådturen tog ca. 20 minutter. Det var lavvande, da vi ankom, og vi måtte kravle op af en lodret lejder, en lille jernstige fastgjort til molen, og svinge benene over molens kant, hvilket enten kræver lidt adræthed eller en hjælpende hånd. En guide, Arne Gulmann Petersen, stod parat. Han lukkede op i rekonstruktionen af Erik den Rødes gård med store nøgler, afstøbninger efter originaler. Han kostede 40 kr. og var rigeligt det værd. Vi kikkede også indenfor i Tjodhildes kirke. Begge rekonstruktionerne er spændende at se - det er flotte rekonstruktioner. De er placeret lidt fra den oprindelige placering, men med flot udsigt over fjorden. Det kunne være morsomt at overnatte i Erik den Rødes gård.






Oppe over relieffet, lavet af Svend Havsteen Mikkelsen, er der en formidabel udsigt over hele området. En større gruppe, som boede på Narsarsuaq Hotel, skulle også besøge stedet, men de nåede aldrig frem, fordi vinden tog til, og Jacky turde ikke løbe an på, at ældre hotelgæster ville kunne komme i land hurtigt nok, når båden ikke kunne lægge rigtig til kaj. Det kunne den nemlig ikke i bølgegang, og det var da også tilfældet, da vi skulle tilbage kl. 17. Båden kom kun tæt nok på kajen til at man med en hånd på båden kunne svinge sig over, mens båden igen var på vej ud, og bagefter gentog det sig med de øvrige personer, som skulle om bord. For ældre, usikre personer er det en risikabel procedure, og en fod i klemme mellem båd og kaj er absolut farligt.



Vi havde knapt 5 timer i Brattalid, og det var passende, når man som os dels ville se bygden med kirke og vandrerhjem, dels rekonstruktionerne. På en klippe højt oppe var sat en statue af Leif den Lykkelige, rejst i år 2000 på tusindåret for kristendommens ankomst til Grønland, idet Leif den Lykkelige medbragte en præst fra Norge. Statuen er en gave fra Canada. Ud for et hus med husnummeret B316 stod en mindesten for Otto Frederiksen, som genindførte fåreavl i bygden. Vi malede udsigten og blev hentet kl. 17.15. Det var blæst op. Spisning på hotellet kl. 18.00. Dagens ret var grillet laks med spinat, hvide kartofler, desertis og hertil en flaske rødvin. Det var OK. Der er også et cafeteria på stedet. En middag med vin koster ca. 200 kr. pr. person.

Gruppen, som skulle have set Brattalid, havde i stedet fået en "byrundtur" med bus. Vi morede os over det, for de ville kunne nå at køre "byen" igennem utallige gange, hvis tiden skulle gå med det. Den varme føhnvind tog efterhånden meget til i styrke, især i løbet af natten, og om morgenen var den blevet meget kraftig, så det næsten var umuligt at lukke en dør mod vindens kraft.

Vi sov trygt og godt, men nogle blev holdt vågen meget af natten af de andres lyde.

En fin dag med tid til at sidde og male i Brattalid eller gå på opdagelse her.

Torsdag d. 27.juli 2002
Vi sejlede efter en kort morgenmad kl. 9.00 med den store rutebåd Sarfaq Ittuk. Langs fjordkysten ses fåreavlernes store lader langt mellem hinanden. Som sædvanlig god forplejning på båden. De havde åbenbart suppleret forsyningerne, så der var nok til alle, og ikke som for kort tid siden, hvor kun danskerne fik mad, grønlænderne måtte sulte! Første stop var Narssaq, hvor der var 40 minutters landgang, og vi nåede at besøge uldværkstedet - et meget lyst og dejligt sted, som kommunen desværre må lukke, fordi omsætningen ikke er tilfredsstillende. En af os købte tre uldtøfler til børnebørnene til 50 kr. parret. På den korte tid ville der alternativt være mulighed for at gå til venstre op over bakken og ind til byen, men ikke meget tid til at gå rundt i byen, så skulle man have hyret en taxa.

Senere lagde vi ind til Julianehåb/Qaqortoq; det var et ophold på 2 timer, så vi nåede at se en del af stenfigurerne i projektet "Sten og Menneske", som Aka Høegh fik gennemført. Det er figurer, der for en stor dels vedkommende er skåret ud af de faste klipper. Vi nåede også at hente film og se museet, turistinformationen, souvenirbutikken og andre relevante bygninger, der alle ligger meget tæt på havnen.







På skibet indrettede vi et bord som malerbord tæt ved cafeteriet. Vores akvareller fra Brattalid lå på bordet, og skabte kontakt. En grønlænder spurgte hvad det ville koste at male hende. "Ingenting" var svaret, og hun sad længe tålmodigt og blev malet og tegnet. Derefter kom en ung mand fra personalet, og han blev også malet. Inden det var færdigt, kom en mor og spurgte om, vi ville male hendes 14-årige datter. Nu var der kø! En mor med en henrivende lille grønlænderdreng på armen fik vi lov at tage et foto af.



Straks efter stillede en tætbygget mand med et stort løvehovede sig foran os, og spurgte, om vi ikke også havde lyst til at fotografere ham. Vi faldt i snak, det var Knud Kleist, Grønlands julemand indtil for 5 år siden, også kaldet "Santa Kleist", tæt på den engelske betegnelse for "julemanden". Vi aftalte, at han - hvis han har tid - kommer til Grønlandsseminaret i Zoologisk Have 5.-6. april 2003. Den videre sejlads nordpå til Arsuk var spændende, fordi vi kom ind i Storisen, der lå usædvanligt længe i 2002. Vi fik lov at stå på broen. Vi var de eneste passagerer her, og vi kunne følge bådens langsomme skubben sig frem mellem isblokkene. På et tidspunkt kom der besked fra maskinrummet om at maskinen var overophedet, og skibet måtte så bakke og finde en anden vej frem. Vi nåede til Arsuk kl. 2.30 nat, ca. 2½ time forsinket. Skibet lagde ikke til kaj, men vi blev overført i små gummibåde, som sejlede et par gange frem og tilbage. På kajen stod 6-7 mennesker, bl.a. en stakkels forvåget kvinde, der gelejdede os til Motel Kialaaq, hvor vi skulle bo. Det ligger til højre, ca. 4 minutter fra kajen. Huset har intet skilt, så man skal kende dets placering. Det er lysegrønt - husene i Grønland kendes på deres farve, og hvis man spørger om vej får man ofte husenes farve at vide. "Motellet" har to dobbeltværelser og to rum med seng i forlængelse af hinanden, adskilt med et forhæng. I alt altså plads til 6 personer, hvis stuen ikke skal tages i brug som sovested (1 person). Der var et godt badeværelse med træk og slip. Vi skulle kun bo her en nat, men da vi skulle tilbage igen og bo her en nat den 2. juli, fik vi udleveret nøglen til huset, som vi altså havde de fire dage vi var i Grønnedal. Det er vist ikke alle steder, man bare beholder hotelnøglerne, fordi man kommer igen 5 dage senere!

En spændende dag med smuk sejlads, isbjerge i havet, høje bjerge på land, Narsaq, Julianehåb, Storisen og nu Arsuk.






Laplandsværling




Fredag 28. juni 2002.
Alle værelser har en pragtfuld udsigt over byen, som er en typisk - stort set - grønlandsk by med de stærktfarvede huse samlede nede ved havnen og op ad bjergsiderne, der lukker byen inde som i en halv tragt, der på den ene side åbner mod vandet. Alle husene er pænt store. Man mærker, at Arsuk engang var Grønlands rigeste by på grund af fiskeriet, der i 15-20 år gjorde indbyggerne meget rige. Men nu er fiskene borte, og der er ikke mange mennesker tilbage, og mange af husene står tomme. Fra 4-500 indbyggere er der nu kun ca. 150 tilbage.






Arsuk havde for få årtier siden et fiskeeventyr, men nu er fiskene og bådene væk.

Byen er meget malerisk, men den ligger et barsk sted her i slutningen af juni med havisen lige udenfor som en hvid bræmme. Der var brug for en tyk, ulden sweater inde under vindjakken. Ole havde fundet ud af, at Julius Jacobsen ville være spændende at besøge, og lavede en aftale med ham og hans kone Karen ved deres morgenkaffe. Forinden skulle vi dog besøge Orla Jensen, som ringede til vores motel og inviterede på kaffe. Dels havde han hørt om vores ankomst via Søren Martinussen, som holdt foredrag om Arsuk ved vores Grønlandsseminar i Zoologisk Have i april 2002, dels havde vi mange gange på turen allerede mødt hans to gæster Tage Pedersen fra Fredericia og Jørgen, også fra Jylland, som skulle bo hos Orla Jensen, mens vi skulle bo i Grønnedal. Orla Jensen har bygget et moderne hus med vidunderlig udsigt over fjorden og havet, meget lyse rum med parketgulve og få møbler. Han har udpræget handelstalent, og vi endte da også med at købe en del smykkesten og en rensdyrkølle af ham. Rensdyret kostede 65 kr kiloet, og vi købte til to dages middage (sådan en skal stege i 3 timer, fandt vi ud af). Orla Jensen har boet i Jylland i 10 år på grund af tuberkulose i benet. Han er afholdsmand, men var alligevel glad for den rødvin, vi havde taget med til ham. Besøget hos ham varede i 3 timer, og vi hørte hans usædvanlige livshistorie. Derefter gik vi hjem med rensdyret og straks efter på nyt besøg hos Julius Jacobsen og hans kone Karen.






Hos Julius og Karen Jacobsen blev vi modtaget med rabarbermakronlagkage og kaffe. Vi havde taget en flaske rødvin med, - da vi senere opdagede, at en i gruppen havde en flaske rødvin med navnet Julius, ærgrede det os, at det ikke var den, vi havde givet ham. Det var fødselsdagen for den ene af døtrene, som bor og arbejder som psykolog i Danmark. Julius og Karen har 7 børn, 3 piger og 4 mænd, og en snes børnebørn samt 7 oldebørn. Julius var fåreavler og skipper. Mændene er fiskere eller har andet praktisk arbejde, mens pigerne er har fået længere uddannelser, og er henholdsvis psykolog i Danmark, fuldmægtig i Sisimiut og fuldmægtig i Qaqortoq. Julius er en beskeden mand, men vi læste om ham i Grønlands Grønne Bog (svarende til den danske"blå bog") og beundrede hans fine fedtstensfigurer. Dronning Margrethe besøgte ham sidste år på hans 75 års fødselsdag, hvor hun var i nærheden, fordi man fejrede Grønnedal-flådestationens 50 års jubilæum. Det var hyggeligt at besøge Julius og Karen, men på et tidspunkt måtte vi tage hastig afsked, fordi vi skulle nå aftalen med bådfart til Grønnedal kl. 17.



Klokken 17 stod Jens Peter Larsen parat med sin overdækkede speedbåd. På et tidspunkt sagde en i gruppen, "Er der ikke en havørn", og Jens Peter Larsen svarede umiddelbart, "Jo, der er en dér". Og ganske rigtigt stod der er havørn på klippen lige foran os. Senere svævede både den og en anden havørn lige over båden. Man så tydeligt de gyldent-brune farver og det utrolige næb. Bag havørnene knejsede Arsukbjerget, Kungnait, sig højt og over Arsukfjorden med sine 1418 m, og er med sin sne på toppen en matodont, der ses viden om, og leder tanken hen på det hellige bjerg i Japan, hvis navn japanerne ikke må udtale. Turen tog 25 min (5 min ekstra på grund af havørnen). Jens Peter skulle allerede samme aften til Julianehåb til barnedåb, så han havde en lang tur foran sig.

I Grønnedal fungerer alt meget fint, men der er dog én ting, der ikke er ført up to date, - et fint mærke på telefonen ved anløbskajen, sat der i forbindelse med Dronningens besøg, angiver, at vagtstuen har telefon nr. 101, - men det er nu ændret til nr. 134. Det skal man bare vide. Der var dog straks en vogn, så nogen må have set os komme. Flådestationen Grønnedal består af lange farvede barakker, der ligger i den grønne dal med de bløde bakker bagved. Der er usandsynligt smukt her, men selvfølgelig ingen grønlandske huse. Sonja Peary, kommunaldirektør i Ivittut kommune, tog imod os og bød velkommen. Vi blev indkvarteret i bygning 126 på eneværelser. Der er god dansk-amerikansk standard med badeværelse på hvert værelse, vaskemaskiner osv, samt stort fælleskøkken og opholdsstue. Desuden var der bestilt middag til os i flådestationens kantine. Vi nød de lækre retter, og bestilte brunch til næste dag. Vi var så heldige at møde Jørgen Aagaard fra VUC i Århus, som plejer at komme hvert år gennem de sidste 4 år. Han har boet her et par år som barn, fordi hans far gjorde tjeneste her. Da hans far var opsynsmand i Ivigtut boede han i Grønnedal og gik i skole i Ivigtut. Det var hyggeligt at være sammen med ham under hele vores ophold i Grønnedal, og han fortalte os mange ting.

Om aftenen nåede vi også at køre med på en lille tur op til moskusokserne. To gamle udstødte hanner gik i dalen, som fører op til Grønnedalshytten.

Mæt af indtryk hyggede vi os over en flaske whisky på vores fine TV-opholdsstue.
Sådan gik dagen med to spændende besøg i Arsuk. Det skulle senere vise sig vigtigt, at vi havde gjort bekendtskaber i byen. Desuden havde vi haft en hyggelig sejltur med Jens Peter og blev godt modtaget i Grønnedal, hvor vi nu allerede kendte flere personer.






Arsukbjerget set fra Grønnedal. I forgrunden flodudløbet med Strømænder på en sten.




Lørdag 29. juni 2002.
Det regnede, så efter den righoldige brunch i messen kl. 9.00-11.00 samlede vi vores viden sammen og mødtes sent på formiddagen til stenforedrag og foredrag om kryolitminen i Ivittut. Da regnen var holdt op, gik vi kl. 14.30 til kommunens forhal, hvor to montrer med sten viser eksempler på alt det, man kan finde i bruddet. Derefter de 5 km til Ivittut, hvor vi samlede som gale. Det var koldt og blæsende, men meget spændende. Alle gik meget op i at finde spændende mineraler, og i at lære at skelne mellem den ru, matte kryolit og den glatte, glinsende kvarts. De grå flintklumper, som vi kender fra det danske skrivekridt, fandt vi også. Det var ballaststen i skibene. Vi fandt violet kryolit som skyldes ændring i krystallerne på grund af udsættelse for sprængning, og der var sort kryolit som er radioaktivt. Der var også meget violet fluorit, flusspat. Først og fremmest beundrede vi kæmpekrystallerne i den brune siderit, jernspat. Vi så havnen og det store hul, der nu er fyldt med vand. Ole varmede vand til en "overlevelsesret" - vi medbragte et betragteligt antal poser af slagsen på turen - på primus. Hjemme på hotellet havde Eva lavet rensdyrryg, da vi andre nåede frem. Tilbehør: et par af det medbragte frysetørrede mad. Et herligt måltid.






Strømænder på en sten. Utrolig smukke fugle, - meget overraskende i deres farvepragt.




Søndag 30. juni 2002.
John Rasmussen, som er ansat som en af de to personer i Ivittut mini-kommunes Tekniske Forvaltning, sejlede os i dag på en smuk tur til Arsuk bræ. Det var let støvregn, og bræfronten viser netop i dette lys en meget gennemtrængende blå farve. På vejen ind til bræen så vi Fox havn og specielt Fox vandfald, et imponerende skue. Særligt spændende var det at kunne sejle tæt forbi et af Grønlands meget få stadig beboede og tilgængelige fuglefjelde med rider og lomvier. Umiddelbart fik man det indtryk, at der var 5000 rider og 1000 lomvier, men i virkeligheden er der måske omkring det dobbelte, da nogle var ude at flyve. Vi nåede også at gå i land ved Bjørnebohytten, og oppe i hytten, som tilhører officersklubben, spiste vi medbragte ostemadder og dåseøl. Vejen til hytten gik gennem et ret besværligt krat af blågrå pil. Man forstår, at man ikke kommer hurtigt frem, hvis man vælger at gå vandreture i pilekrat. På vejen tilbage forsøgte vi at fiske torsk, men uden held. Der var store torskestimer ifølge ekkoloddet, men de bed ikke på. Turen varede 8 timer. Middagsmaden var ligesom dagen før rensdyr, som smagte pragtfuldt. Kvan voksede som ukrudt uden for vores dør og vinduer, og blev brugt som tilbehør. Dertil den fra Danmark medbragte frysetørrede mad med ris eller kartofler mv.

På vejen op til vores værelser havde vi mødt jagtbetjent Per No. Hansen, og Ole fik lavet en aftale med ham, så han og hans kone Karen mødte op i vores TV-stue om aftenen efter middagsmaden og Per fortalte os om arbejdet med at beskytte fuglene og naturen. Han fortalte langsomt, men efterhånden meget om sit virke, om fuglefjeldene, der i hans område er langsomt ved at blive større, om at skyde moskusokser, - mange skyder bare og hvis de rammer dårligt og dyret løber, skyder de bare på et andet dyr. Han er efter den slags, og mener, at det er blevet bedre. Men han er altid i gang, og hans kone, der bare sad og udstrålede en stensikker ro og integritet, syntes for så vidt, at det var for meget. Konen er datter af en bror til Julius Jacobsen og hendes bror er den tidligere miljøminister, Alfred Jakobsen. (se referat af mødet nedenfor).

En indholdsrig, dejlig dag med mange oplevelser ved fuglefjeldet, Arsuk bræ og mødet med Grønlands kendteste jagtbetjent.






Et fuglefjeld med rider. I nærheden var fuglefjeldet beboet af lomvier.




Mandag 1. juli 2002.
Morgenmad i messen - vi bulner ud! - - Regnvejr igen. Vi blev transporteret ind til Ivittut af John Rasmussen. Han skulle ind at se til elværket derinde, hvilket han gør dagligt. Denne gang ville vi ikke se på sten, men på bygninger. Der er jo en slags spøgelsesby derinde med lærerens lille lejlighed, skolen, tennisbanen og pavillonen hjembragt fra en verdensudstilling i Paris, og som blev brugt til at indtage forfriskninger efter tennisspillet, mandskabshuset med de bonede gulve, den store pejs og alle 50'er bekvemmelighederne, direktørens villa med stor vinterhave og et badeværelse så stort som en balsal, med svungne dørkarme og en trappe så fornem, med køkken i kælderen og anretterværelse i stueetagen. Store forhold, hvor man klædte om til lange kjoler til middagen hver dag og sad efter rang ved bordet. På kirkegården så vi mindesten over folk, der var døde under sprængninger i minen, samt sten over folk døde af skørbug i 1800 tallet. En kone, gamle Marie, viste folkene, hvordan man kunne spise urter og særlige dele af sæl og hval, og så døde de ikke længere. Hun er nævnt i historiebøgerne. Sidste begravelse var for en kvinde i 1982, som skød sig med sin mands tjenestepistol. Der er en bunkers på kirkegården og et stort kors over døde i 2. verdenskrig - et skib på vej til Ivittut blev ramt af en torpedo fra en tysk ubåd. Folk boede efter rang. Funktionærerne var de fornemste, minørerne boede lidt borte fra dem, og allerlavest rangerede de tjenende ånder, grønlænderne, der ofte kom fra Arsuk. Det var næsten kun danskere, der var ansat i minen, dog hørte vi jo, at Orlas far havde været minør og var død ved en sprængningsulykke, da Orla var 3 år. Efter frokost var på besøg hos Sonja og prøvede stensliberiet i kælderen. Middag i kantinen, dernæst ned til floden hvor vi så 13 strømænder, som vi kunne fotografere tæt på. De 13 strømænder var alle utrolig flotte hanner og stod tæt sammen på en sten. Da de svømmede væk holdt de sig tæt sammen, lette at fotografere i det skummende vand. Derefter endnu en tur ind til moskusokserne, - det gode vejr og den vidunderlige aften måtte udnyttes. Vi mødte admiralen og hans kone derinde, som fortalte os, at de to moskusokser, vi tydeligt kunne se nede ved vejen på den anden side af floden, var to gamle hanner, der var temmelig arrige, som man ikke skulle komme nær, fordi de faktisk forfulgte folk, der forstyrrede dem, og i hvert tilfælde skulle man være god til at løbe, hvis man alligevel ville nærme sig. En af de unge rappe marinefolk havde fået sig en forskrækkelse og måtte løbe fra dem. Det var ikke så rart at få at vide, når vi gik med rygsæk, kikkert og fotografiapparat om halsen. Derfor gik vi en anden vej i stedet for at gå til Grønnedalshytten og op i Turistkløften. Ved siden af Turistkløften ligger iøvrigt en anden kløft, som kaldes "Forkerte kløft". Hvis man kommer fra den modsatte side, fra Ikka-fjorden, skal man passe på ikke at komme op i den - den ender nemlig blindt ved Indlandsisen. Flere er kommet galt af sted der, en enkelt simpelthen død. Vi kunne også konstatere, at der meget ofte er tåge eller lave skyer i passet ved kløften. Vi kunne let risikere, at udsigten netop blev taget, når man var ved at nå toppen. Vi valgte derfor i stedet at gå op på bjerget bag flådestationen, og herfra nyde udsigten til det fantastisk smukke, kegleformede og snedækkede Arsuk Bjerg. Der var en del små myg og myggenettet kom i brug. Generelt var myggene ikke slemme i 2002, fordi en sen frost havde hæmmet deres udvikling meget. Andre år kan det være en plage her. Efter myggene kommer små blodsugende fluer, som er endnu mere generende end myggene. Men de var ikke et problem endnu for os. Hvis man skal undgå disse problemer skal man tage til Grønnedal i september.

Tirsdag 2. juli 2002.
Vi skulle nu forlade Grønnedal, troede vi da (se senere). John Rasmussen sejlede os kl. 9 i retning mod Arsuk. På vejen gjorde vi ophold ved Lægens Kors, et kors for en læge ved Grønnedal, som omkom her, på kysten lige overfor Korsakken, det smalle sund ind til Arsuk. Sidste år indførte man den tradition, at lægen i Grønnedal skal male korset hvidt. Derefter sejlede vi til Ikka-fjorden. John Rasmussen havde en vandkikkert med, og vi blev i jollen sejlet ind til de unikke Ikka-søjler, som ikke findes andre steder i verden. De undersøiske Ikka-søjler er dannet af det forgængelige mineral ikait, der er et kalkholdigt hexahydrat, som er stabilt ved lave temperaturer, og som dannes af kildevand, som efter en snørklet tur ned gennem sprækker og hulrum i det nærliggende fjeld, pibler op i fjordbunden og i mødet med det salte, kolde havvand udfælder ikait. Vi blev sejlet helt ind i bugten og på vejen så vi 3 havørne lege med hinanden i luften. Her blev vi sejlet ud til Ikka-søjlerne i to og to i jollen. Gennem en undervandskikkert så vi et fe-landskab med søjler, der var delvis nøgne og hvide, mens andre var behængt med lange tangtråde, der svajede stille for bølgerne i det grønne vand, og med tydelige søpindsvin og søpølser. Disse drypstenssøjler vokser op fra fjordbunden i hundredevis og kan være op til 18 meter høje, slanke eller forgrene i toppen som kæmpepaddehatte. Den største, kaldet ajatollaen, er et kæmpemassiv på 6 x 8 meter ved overfladen. Dette fænomen findes ingen andre steder i verden. Et gammelt inuit-sagn siger, at søjlerne er døde nordboer, som står på fjordens bund.
Ved ankomsten til Arsuk gjorde vi holdt ud for landingspladsen for fangne hvaler. Der var utroligt nok netop fanget en sildepisker (vågehval), og i byen så vi folk gå hjem med poser med deres portion af hvalkød. Arsuk har kun licens til at skyde en vågehval pr. år.
Vi indrettede os i Motel Kialaaq, som vi jo kendte. Mens vejret inde i fjordene havde været tåleligt, uden megen blæst, stod der en stiv pelikan herude ved Arsuk. Vi blev hjemme på hotellet og malede, hvilket man også udmærket kunne, for gennem hvert vindue var der et spændende grønlandsk motiv, med de karakteristiske grønlandske huse. Om aftenen blev der lejlighed til at læse en bog.

I løbet af aftenen tog sydøstvinden til, og der kom meget kraftige vindstød natten igennem. Det havde været dårligt vejr i Arsuk hele tiden, mens vi var i Grønnedal, og Orla Jensens to gæster fra Jylland havde ikke været nogen steder.

Igen i dag en spændende dag med Ikka-fjorden som dagens højdepunkt. Torsdag: Vi havde aftalt at sejle med Verner Hansen kl. 13.30. Kl. 10 gik guiderne ned til KNI-butikken for at betale helikopteren. Det skulle ske på forhånd, og kunne ikke vente til fredag. Samtidig sendte vi fax til Gouda rejseforsikring om rejseplan og KNI-butikkens dokumentation for at skibet ikke kom. Udfyldelse af dokumentation, fotokopiering og fax-fremsendelse, samt diskussion om hvordan man kunne betale tog tilsammen 2 timer! Med hensyn til betalingen fandt man frem til, at enten skulle vi have penge på en konto i Grønland hos Grønlandsbanken, hvorfra pengene kunne trækkes, eller også skulle pengene indgå på KNI-butikkens konto, hvorfra pengene så senere kunne flyttes til Grønlandsfly. Vi var altså heldige at stå i en by med en fax-maskine og en KNI-butik, som ville flytte penge på den måde.







På vejen tilbage fra KNI-butikken så vi Verner Hansen i sin båd i havnen. Han havde været oppe ved hotellet for at sige, at vi allerede skulle sejle nu. Det var pludselig blevet utrolig godt vejr, med blikstille fjordvand. Alle havde troet at det dårlige vejr ville have varet 3 dage, men nu drillede det igen, men til den gode side. Vi pakkede i en fart, og svævede over Arsukfjorden med stor fart, 25 knob, fuldstændig uden vipning, og efter ca. 20 minutters sejltid, måske mindre, var vi igen i Grønnedal. Vi ringede 134 til vagtstuen, og der kom straks en bil og kørte vores bagage til bygning 126. På vej til kantinen mødte vi Orla Jensens to gæster fra Jylland. Han havde sejlet dem til Grønnedal kl. 10, sat dem af på kajen. De tog blev optaget som flådestationens gæster, fik hotelværelse samt adgang til kantinen, og så meget tilfredse ud.





Onsdag 3. juli 2002.
Vi stod op kl, 5.30 for at blive parate til at stille op ved broen kl. 6.30, men i stedet for båden kom der en kone fra KNI (den kongelige Grønlandske handel, det kalder man stadig butikken) og fortalte, at der var problemer med storisen, og at vi ville få besked efter kl. 10.00. Vi gik en tur ud at se den forladte lufthavn, al helikoptertrafik er flyttet til Grønnedal. Der var et skur, hvorpå der morsomt nok var påmalet ordet "Lufthavn". Skuret var tøjlet til joden med 4 olietønden fyldt med sten, der hang i wirer, som nåede over taget - det var åbenbart et vindomsust sted, og bliver da heller ikke mere brugt som helikopterlandingsplads.

Tilbage igen kl. 9.30. Vi ringede til Orla Jensen, hvis hus er placeret så han kan se båden. Han var gået i seng igen, da han ikke kunne se båden. Kl. 2 ringede telefonen, det var en fejlopringning, idet man ville have fat i KNI. Men derved fik vi at vide, at båden var sejlet i en stor bue uden om Arsuk og nu var kun 4 timer før Julianehåb. Vi fik nu travlt med at diskutere alternative transportformer. Heldigvis boede vi på et sted, hvor der var telefon. Vi ringede og ringede. Arctic Umiak Line fortalte os, at næste båd gik om en uge - og selv om vi på den tid ville kunne nå at arrangere offentlig kaffemik eller besøge alle i byen, så ville vi ikke kunne nå vores fly til København. Det var umuligt at få Skibsfirmaet til at give os billetter til en helikopter. Vi ringede til Profilrejser, og de kunne i virkeligheden ikke gøre noget, og foreslog heller ikke at betale ekstraudgifterne. I Grønnedal mente Sonja Peary at helikopteren måske ikke ville lande om fredagen i Grønnedal i det dårlige vejr. Orla Jensen var ikke utilbøjelig til at give hende ret. Han kom til vores hotel og foreslog at vi tog båden nordpå til Nuuk, og fik byttet vores flybillet hjem! Han mente at båden godt kunne gå ind til Arsuk på den nordgående sejlads, selv om den havde svigtet os på den sydgående. Årsagen til svigtet var, at vinden havde skubbet storisen sammen i et bælte ud for Paamiut/Frederikshåb og Arsuk. Det var stadig stærk blæst. Undervejs i vores opringninger havde vi også talt med flybookningen i Narsarsuaq, men dog ikke foretaget en egentlig bookning. Orla Jensens to gæster kom på besøg, og en tid gik med at træde vande og ringe endnu flere steder hen - hvad skulle man gøre. På et tidspunkt fik vi at vide, at der kun var én plads på helikopteren fra Grønnedal, og at de resterende derfor måtte på venteliste, men at vi så måtte betale for den ene plads. Vi manglede iøvrigt også en bådfører, som kunne sejle os tilbage til Grønnedal. Jens Peter Larsen, der havde sejlet os til Grønnedal, var jo nu i Julianehåb. Orla Jensens to gæster ringede til Vejle Rejsers kontor i Nuuk, men de kunne ikke hjælpe. Det endte med at Orla Jensens to gæster bestilte en helikopterbillet (det viste sig senere at de var blevet registreret til en tur til Frederikshåb, og ikke til Narsarsuaq; det fik de dog lavet om i Grønnedal - heldigt at der faktisk var plads på helikopteren). Narsarsuaq-flybookningen havde været meget aktive, mens vi ringede rundt. De havde dels ringet til Arctic Umiaq Line og beklaget sig over, at de ikke havde påtaget sig at sørge for de passagerer, som var strandet i Arsuk, og dels havde de pr. konduite booket pladser til os på helikopteren. Vi nåede også at ringe til Julianehåb, og afbestille vores to første overnatninger hos Heidi Møller, og bådejeren Rolf Mattsson fandt selv på at ringe til os på hotellet, så vi kunne lave en alternativ aftale. Endelig fandt vi på at ringe til Jacky Simoud og bestille en båd fra Narsarsuaq til Itilleq. Derfra skulle vi over land til Igaliko og videre med båd til Søndre Igaliko. Vi aftalte at han skulle lave disse aftaler og ringe til Sofianguaq Kristensen, i hvis hytte i Søndre Igaliko vi skulle bo. Det viste sig at han ikke kunne få fat i disse personer (herom senere). Vi ringede også til Gouda, som vi havde en rejseforsikring hos. Senere ringede de tilbage og sagde at forsikringen ikke gjaldt, fordi den kun gjaldt "hvis man uforskyldt kommer for sent til en afgang" (senere fik vi faktisk refunderet vores udgifter fra Gouda, fordi vi ville være kommet for sent til den næste transport på rejsen, hvis vi ikke foretog os noget). Tilbage var tilsyneladende kun at vi manglede bådplads til Grønnedal. Vi opsøgte Julius Jakobsen, fordi han måske kendte nogen, der havde en båd. Vi mødte ham i regnvejret med en spade i hånden og en olieskindregnjakke over den bare hals. Han var ved at grave ud til en garage til sit nye firehjul-køretøj. Arbejdet indebar borthugning af et større klippestykke! Han havde hentet en hakke og mukkert. Der var to personer, som han nævnte, som kunne sejle os. Den ene var Ole Peter. Ole besøgte ham, og blev vel modtaget med kaffe og to ostemadder. Han kunne ikke sejle os på grund af dårligt hjerte og skulle i øvrigt have været med til København til en 70-års fødselsdag hos hans kones familie. Nu måtte de tage af sted senere og betale 5000 kr ekstra, og ville så tilmed være færre dage i København. Den anden, som Julius Jacobsen nævnede, var Verner Hansen, jagtbetjent Per Hansens bror. Ham ringede vi til, og han indvilligede i at sejle os, selv om hans båd er åben og vejret stadig var blæsende og regnfyldt. Vi bestilte også to ørreder, som vi fik med i prisen, viste det sig.




Fjeldørred tilberedt med Kvan, som groede uden for køkkenvinduet i Grønnedal.


Torsdag 4. juli 2002
Da John Rasmussen opdagede, at vi var kommet tilbage, arrangerede han på stedet en sightseeingtur med bil langt op i dalen med Grønnedalshytten for halvdelen af vores gruppe, og der blev set en flok med 8 moskusokser. Den anden del af gruppen gik til Lakseelvhytten, en fin tur, men vandrestøvleterræn. Den enlige han-moskusokse, som skulle gå rundt i denne dal, blev ikke set. Vi mødte Jørgen Aagaard, som var på vej tilbage efter at have fisket 4 ørreder. Senere på dagen så vi en havørn over os, og mens vi kikkede opdagede vi en falk meget højt oppe, formentlig en jagtfalk. Den bevægede overhovedet ikke vingerne, men foretog en lang glideflugt. Biblioteket blev også besøgt. I forrummet til biblioteket var der bøger, som frit kunne lånes og ikke nødvendigvis skulle leveres tilbage. Vi overvejede at tage en aftentur op i Turistkløften, men havde spist for meget og vel også overvældet af indtryk.
Vi havde det flotteste vejr og et fantastisk panorama fra vinduerne i helikopteren, som bragte os fra Grønnedal til Narsarsuaq.


Fredag 5. juli 2002.
Helikopteren skulle gå kl. 11.55 efter planen. Vi fik dog at vide, at den ville komme kl. 11.40, og man skulle derfor tjekke ind kl. 10.40. Det gav ikke meget tid, når vi også skulle pakke. Vi nåede dog igen at se strømænderne, og denne gang var der også 2 hunner. De svømmer væk så snart man kommer tæt på dem. De to herrer fra Jylland, som havde fået en billet til Frederikshåb, fik byttet deres billet. Godt at de ikke havde taget helikopteren til Frederikshåb i stedet, - Narsarsuak-helikopteren landede nemlig i Grønnedal og fløj derefter til Frederikshåb, og retur igen, så der kunne være sket en misforståelse til. Flyveturen var perfekt, med solskin, og intet mindre end formidabel -adjektiverne slipper op. Synet af Bredefjord, der lå som et spejl med de blå isbjerge og bræernes sne. De snedækkede bjerge, det store, øde land. Grønland er herligt.

Ved ankomsten til Narsarsuaq kunne Jacky Simoud fortælle, at han ikke havde fået kontakt med nogen, som kunne køre os fra Itelleq til Igaliko og sejle os til Søndre Igaliko. Vi manglede også at få kontakt med Sofianguaq Kristiansen, som har hytten, som vi skulle bo i. Senere fik vi kontakt med hende, og fortalte hende, at vi manglede en person, som kunne køre os til Igaliko og sejle os til Søndre Igaliko. Så måtte vi afsted, for båden til Itelleq [udtales noget i retning af i-ti-'klerk] skulle hente nogle turister og vi skulle jo med. Vi sejlede med Lars Broberg, som oprindelig er skipper, men i de senere år har været skolelærer i grønlandsk, i Nuuk, Julianehåb og nu i Narsaq. Han arbejder også med vanskelige unge drenge. På vejen sejlede han os ind blandt de store, hvide og dybt turkisblå isbjerge, som kommer fra bræen. Det var meget flot og imponerende, og der blev taget mange billeder. Ved den lille kaj i Itelleq stod Klaus Egede, der har fåreavl i nærheden. Det var jo godt, for vi manglede bekræftelsen på, at Sofianguaq Kristiansen havde fået lavet en aftale. Hun skulle selv rejse til Ammasivik/Sletten om aftenen, til en forestående konfirmation. Nå, men noget andet var nok dukket op, hvis den aftale ikke var blevet lavet. Der ligger fåreavlersteder spredt rundt omkring i dette område. Vi havde måske endt med at bo i Igaliko, og ville så måske have stødt på Aka Høegh, som var der på ferie (hvilket vi ikke vidste; Eva og Aka har gået på kunstakademi sammen).






Klaus Egede kørte os de 4 km ad Kongevejen til Igaliko/Gardar, bispesædet for nordboerne med ruinerne af kirke, kostalde til 100 køer og det lidt mere bevarede tiendehus, hvor skatterne opbevaredes. Det var tydeligt at se, at mange bygninger i bygden var bygget af stenene fra Gardar.


Derefter skulle vi videre med hans lille båd ud i det urolige vand. Det var meget lavvande, og båden lå langt nede. Lejderen, de små jerntrin i kajkanten så besværlig ud, men ved fælles hjælp var det ikke noget problem. Da vi omsider ankom til Sdr. Igaliko eller Igaliko Kujalleq, kunne vi ikke komme i land, der var lavvandet, og hans båd havde brug for mindst 1½ meter under kølen. Han prøvede at sejle ind og hvirvlede en masse sand op. Vi kunne ikke komme i land! (Nogle ornithologer gjorde det senere: De sprang i vandet og vadede ind med vand til lårene - intet problem, sagde de). Den tanke lå os fjernt, og alternativet, at kravle op over den stejle klippe virkede faretruende. Efter 15-20 minutters forsøg på at få radiokontakt med den nærmeste fåreholder lykkedes det. Der kom en stor traktor, som kørte ud i vandet, der her har sandbund. Fra båden kunne vi kravle op på klippen og videre over klipperne til traktoren, og vi blev så kørt tørskoet i land på traktorens skovl. Heldigvis havde vi deponeret vores tunge sten fra Ivigtut hos Jacky Simoud i Narsarsuaq, og bagagen var derfor ikke umulig tung. Sofianguaq's kusine kom samtidig med en båd, og så kunne hjælpe os til rette i det knaldgule feriehus, som vi skulle bo i.

Vi havde problemer med at få skiftet gasbeholderen, men Margrethe fik heldigvis hanen på plads. Der skulle lirkes mit gefühl, åbenbart. Måske havde vi kunnet få hjælp fra den nærmeste fåreavler, ca. 1 km fra os, ellers havde vi været nødt til enten at klare os uden lammeryggen, eller gå de 3 km til kusinen, som boede i Sofianguaq's hus. I vores hytte var der lagt forskellige ting frem, som vi kunne købe, f.eks. en melon, rødvin, slik osv., alt sammen med pris på. Således ankom vi til det gule hus i den lige så gule ranunkelmark omgivet af lave fjelde med høje tinder i baggrunden.

Det havde været en meget spændende rejsedag, med usædvanlige oplevelser, transporteret med helikopter, to både, en bil og en traktor. Det føltes allerede som om det var længe siden vi havde været i Grønnedal, selv om det bare var i formiddags.






Sofiannguaq og Andala's hus og fårestald.




Lørdag 6. juli 2002.
Efter morgenmaden talte vi de de 3 falke-ringmærkere, den ene var Knud Falk(!), som skulle ind i landet. De kender til 12 reder på en strækning i gåafstand. Den nærmeste rede lå 1 km fra vores hus. En ravnerede var med 3 store, flyvefærdige unger. Vi begav os på vandring til Sofianguaqs og Andalas hus. Det føltes som en lang tur, fordi det var meget varmt, og vi stedvis gik i noget som var et udtørret flodleje. Et særpræget, ørkenagtigt landskab med isolerede sandklitter, der stod lige i vejret som kamelpukler. Ved ankomsten til huset blev vi bænket og der blev serveret en større frokost for os. Huset var godt og der lå en kæmpestor lade til fårene om vinteren med plads til vinterforrådet, som er hø, der er rullet ind i disse store, hvide baller af plastik. Fårene står på jernriste, så deres afføring kan falde ned på gulvet nedenfor - og der er højt til loftet. Der var sutteflasker, som bruges til de lam, der er forladt af moderen samt en masse små horn, der var skåret af, sikkert for at de små vædderlam ikke skal gøre de andre skade på den lille plads. På vejen tilbage kom en vandrefalk lige over vores hoveder, meget tydeligt, med sol på kindstriben.








Upernaviarsuk, Landbrugsforsøgsstationen.


Søndag 7. juli 2002.
Vi begyndte dagen med at gå til toppen af den klippe, der lå lige bag huset. Snart havde vi det herligste syn over bugten, huset og den nærliggende nordboruin, en kirke med tilhørende bygninger. Efter ca. en times stejl vandring nåede vi toppen - kun 250 m - og kunne se over på de snedækte tinder på Redekammen (1200 meter), som var 25 km borte. Til den anden side så vi flodens forgreninger, ørkenlandskabet. Vel tilbage i huset var der tid til et kort brusebad - en spand med ét hul - som dog kan gøre udmærket fyldest, og vandet er faktisk lang tid om at løbe helt igennem, så der var tid til at vaske hår. Kusine Najas mand Uua ankom til vores hus en time før vi havde aftalt. Sådan er det ofte i Grønland. Da alle var klar blev vi kørt i den ramponerede bil over det smukke sølandskab Vatnaverfi til Qanisartût, der snor sig langs søerne ca. 20 km. Det tog 1½ time, undervejs med stop for at fotografere en havørn, der fløj fra sø til sø foran os, og nødigt ville lade sig drive væk af en bil, når den faktisk hellere ville fiske. Den var gammel med hvid hale og fløj med langsomme, fejende vingeslag, kæmpestor. Vi kom forbi fåreholderne, der er i alt 4 på denne strækning, de har alle gode huse. Ved den lille havn ventede Rolf Mattsson og kone Ingelise på os med deres superlækre motorbåd. Efter en kaffepause i båden sejlede med 20-25 knob af sted til Upernaviarsuk, planteforsøgsstationen. Det var et dejligt, men ganske lille sted med 150 mistbænke til planter og et større drivhus. Desuden træer, som ikke gror så helt godt. Stedet er oprettet af danskeren Poul Bjerge, der nu er pensioneret og bor i Qaqortoq/Julianehåb. Hans unge afløser, Sikki fra Island, viste os gartneriafdelingen, og vi fik også hilst på lederen af fåreafdelingen, hvor man har unge studerende. Der er 50 fåreavlerfamilier i Sydgrønland, fortalte han. I øjeblikket var der tre elever på forsøgscenteret. Vi købte en agurk og en salatagurk for 15 kr pr stk fra drivhuset, og sejlede videre til Hvalsø kirkeruin. Det er virkelig en oplevelse, - kirken står hel endnu, blot uden tag, men med en fin konstruktion. Desuden hallen i en stor gård velbevaret. Sten i siderne (til at sidde på?) og en underløb (til at lede vand gennem hallen?).






Julianehåb/Qaqortoq. Stenen skal forestille Erik den Røde.


Endelig kom vi så til vores bestemmelsessted, Julianehåb/Qaqortoq, hvor vi med taxa kørte til Motionscenteret og blev indstalleret på sovesalene, som var indrettet i juni 2002. Motionsstedet - Seqinniarfik = "der hvor man finder solen", skal i sommermånederne fungere som vandrerhjem, idet fitness-redskaberne er fjernet. Der er 2 sovesale med henholdsvis 8 og 20 senge i køjer, 1 badeværelse og 2 toiletter. Den søde Heidi Møller tog vel imod os. Et par unge grønlændere så at vi ankom til stedet, og kom straks ind for at sælge nogle ting, som de havde snittet i ben. Vi købte 3 ting og alle var glade. Så ud i byen, klokken var 20.30 og det var søndag. Alt var lukket. Vi forsøgte os med en middag på hotellet.

Mandag 8. juli 2002.
Morgenmad blev serveret i TV-stuen ved runde borde. Denne dag var bestemt til slendren rundt i Julianehåb/Qaqortoq. Vi gik til byens kunsthåndværksted, hvor vi svælgede i de billige ting og desuden fik en adresse på Gerd Otto Hansen, der skar i fedtsten, og som ville være hjemme til frokost kl. 12.00.






Gerd Otto Hansen boede i det lille gule hus med de blå vinduer med udsigt over hele bugten. Han har et drivhus, hvor han har placeret mange figurer. Der er også en sød lille slags have, ligeledes med figurer. Vi købte, og arrangerede på stedet en lille auktion mellem os.


Vi kikkede også inden for i Højskolen, hvor vi så mange billeder bl.a. af Aka Høegh, som er alle vegne her. Julianehåb er blevet mere spændende for turister efter at Aka Høegh fik realiseret sin ide om at lade skulptører udsmykke sten og klipper i byen. Egentlig skulle dagen være fri, uden fælles planlægning. Vi kikkede dog først inden for i museet, og mødte lederen George Nygaard, som fortalte om, hvordan man havde rettet den hældende sydside af Hvalsø kirkeruin op. Muren i hældede slemt, fordi den var bygget ved grave, som var sunket sammen allerede for flere hundrede år siden.

Vi spiste frokost i grillen, hvor nogle fik pølser og andre fik ribbensteak. Det lykkedes Ole at blive inviteret til Ivars Silis (Aka Høegh var i Igaliko), der netop var hjemvendt efter 8 måneders ophold i Danmark, Mexico og Italien.








Aka Høegh og Poul Bjerge

Efter nogle timers samtale deltes vi, idet nogle besøgte Poul Bjerge, som i 45 år arbejdede på Landbrugsstationen. Vi så stedet, hvor en lavine havde ødelagt vandrerhjemmet og halvdelen af hans hus, og som han nu har tilplantet med fyrretræer, grantræer, lærketræer mv. Der blev drukket kaffe og spist kage på Sømandshjemmet. Garveriet var desværre lukket, men kan ellers anbefales - en rundvisning arrangeres fra Turistinformationen i byen. Middagen blev indtaget fra kl. 19 til 22 på Napassivik, i et af byens ældste huse i bindingsværk og med interiør som i gamle dage, fritliggende loftsbjælker m.m., som vi havde fået anbefalet som et sted, hvor man spiser god, grønlandsk mad. Stor var derfor vores forbavselse, da vi opdagede, at det var mad til 5 kokkehuer, fiskesuppe, spagetti med blåmuslinger, hvalbøf med den bedste sovs og fine grøntsager, desertis med sortebær, der havde ligget i sprit, og chokoladestriber. Englenes sang. Vi fik at vide, at stedet går for at være Grønlands bedste restaurant. Det tror vi gerne.






Senere fik vi os en gedigen snak med indehaveren, Edda Lyberth fra Island, som er gift med en grønlænder, gymnasielærer i grønlandsk. Hun er medforfatter til bogen "Mælkebøtter og andet smukt, fortællinger fra et land i forvandling", skrevet af (danske) indvandrerkvinder, udgivet på forlaget Visdal, Glyngøre, 7870 Roslev, samlet af Lene Shannon. Deres oplevelser af fremmedartethed og deres evne til at se grønlænderne udefra og indefra er nok værd at læse om.








Vores skib Aviaq Ittut havde fået motorskade, og vi skulle bruge båden M/B Sapangaq, "Perlen". Det viste sig imidlertid, at der ikke var strøm på batteriet, og folk fik besked om at man kunne gå op i byen, blot man var tilbage 9.45. Årsagen var at nogle kabler, som havde ligget oven på det varme oliefyr, var brændt over. Efter at det var repareret foretog skibet en prøvesejlads omkring på det aftalte tidspunkt. Nogle fik en chok, da de så skibet ude i fjorden - de var bange for at de ikke var kommet med. Ventetiden blev brugt til at se brædtet med de mest forrygende havkatte i række. Eva og Margrethe blev taget op af Rolf Mattsson, der tilfældigt kom forbi. Han ville vise gymnasiet frem, hvor hallen er prydet med billeder af Aka Høegh, det var lige det, der manglede. Det var udnyttelse af tiden til sidste minut, folk var ved at gå ombord da Rolf's selskab nåede tilbage til skibet.




Tirsdag 9. juli 2002.
Vi var tidligt oppe, Heidi kom med morgenmaden kl. lidt i 7. Vi kunne ikke finde en taxa, så hun kørte os ned til båden, fordi en taxa ikke kunne fås.






Vi sejlede nu i fint vejr til Narsaq, hvor man ikke lagde rigtigt til, derefter til Itelleq, hvor et ældre grønlandsk ægtepar skulle besøge deres søn, som viste sig at være Klaus Egede, som vi jo kendte. Med en stige tværs over båden til land blev de gamle folk hjulpet i land af mange hænder.


Båden lagde også til i Qagssiarssuk. Nogle passagerer turde ikke stige af, selv om de bagefter skulle med Jacky Simoud til netop Qagssiarssuk. Vel ankommet til Narsarsuaq blev vi kørt til vandrehjemmet, hvor vi sov på 4-mandsværelse og spiste vores frysetørrede, udmærkede mad.

Onsdag 10. juli 2002.
Kl. 9.30 kørte Birgitte vores bagage til lufthavnen. Vi blev tjekket ind, og man mødtes med tilrejsende fra København, som ankom ca. 10.30. Der var bagefter tid til at se museet ved Blue Ice Cafe inden vores fly lettede og fløj os i solskin til Kastrup. Højresiden af flyet havde udsyn over fjordlandskabet på Grønlands sydkyst. Venstresiden havde bedre lys på nunatakkerne i indlandsisen. Vi ankom friske til Kastrup, hvor tiden var 4 timer længere fremme, og det altså var sent på aftenen.

Det var en uforglemmelig rejse, hvor vi mødte rigtig mange søde mennesker.

______________________________


Kryolit-eventyret.
Kryolitselskabet bad i 1980 Niels-Henrik Topp skrive en afhandling om kryolitindustriens historie på baggrund af bl.a. selskabets arkiv og Rigsarkivet. Journalist Sven Stigø har skrevet en populærudgave af denne afhandling for Kryolitselskabet Øresund A/S i form af bogen "Eventyret om kryolit". Kryolit blev kaldt "sælhundespæk" pga. farven, brugt til synk da det var let at bore huller i. Tungere end granit, men meget blødt. Betegnelsen "Ivigtut" betyder "Det græsrige sted". Første beskrivelse af kryolitforekomsten blev lavet af Karl Ludwig Giesecke under et ufrivilligt ophold under krigen mellem Danmark og England 1807-14. Omkr. 1850 eksperimenterede den unge cand. polyt. Julius Thomsen med mineralet og fandt en metode, hvor man med kalksalte kan adskille kryolit i soda (natriumcarbonat) og lerjord (aluminiumoxyd) og alun (kalium-aluminium-sulfat). Soda indgik i datidens glasproduktion og sæbeproduktion. Alun anvendtes til bejdse til farvning af tekstiler, til garvning af handskeskind og i papirbranchen. Kryolitfabrikken Øresund (ved den nuværende Nordhavn station) byggede på kryolit fra Ivigtut og kalk fra Stevns. Senere kom kryolit til at betyde meget for aluminiumproduktionen (og derved til de allieredes flyproduktion under 2. verdenskrig), idet det nedsatte smeltepunktet voldsomt for råstoffet til aluminium, men nu er kryolitten ved Ivigtut dels opbrugt, dels unødvendig, fordi man har udviklet en kunstig kryolit til aluminiumproduktionen.

Interview med Per Nukaaraq Hansen, Grønnedal, Grønlands efter sigende mest effektive jagtbetjent.
Grønland har 8 jagtbetjente og Landstinget vil ikke bevillige mere end disse 8 stillinger. Per Nukaaraq Hansen har været jagtbetjent i Sydgrønland siden 1995, i et område som strækker sig fra Paamiut/Frederikshåb til Qaqortoq/Julianehåb. Det er et kolossalt område, og til hjælp har han kun én assistent fra Arsuk. Ifølge hans job forventes han at sejle 150 dage om året, men 180-200 dage om året er mere normalt. Per Nukaaraq Hansen var tidligere fisker. Hans kone Karen er søster til den tidligere miljøminister, Alfred Jacobsen. Deres far, Abel Jacobsen, er bror til Julius Jacobsen, der er en kendt person i og udenfor Arsuk. Karen troede, at hendes mand ville være mere hjemme, efter at han blev jagtbetjent. Men sådan er det ikke gået. Men hun er stolt af sin mands arbejde. Selv arbejder hun i kommunen sammen med kommunaldirektør Sonja Peary.

Nogle kommuner er uinteresserede i at kontrollere jagten, fortæller Per Nukaaraq Hansen. Der er kommuner, som ikke har jagtbetjente, og politiet mener ikke det er deres opgave at sejle rundt for at finde krybskytter. Nogle kommuner viser, at de aldrig har hørt om vedtægter og love vedrørende jagt. De forskellige kommuner i Grønland har deres egne, forskellige vedtægter, jagtregler. Man forsøger nu at gøre det klart for folk, at hvis de rejser til en anden kommune må de forinden sætte sig ind i jagtreglerne for denne kommune. Mange kommuner kender ikke deres lakse- og ørredsteder. F.eks. er der i Julianehåb-området 43 lakse/ørred-steder over en strækning på 130 km. Der er blandt disse 7 steder, som er fredet, og hvor man derfor ikke må fiske med garn (stangfiskeri er tilladt). Enkelte steder er totalfredede.

Hvis det er muligt udnytter man huller i lovgivningen. I Arsukfjorden er det forbudt at fiske med garn, og der står i vedtægten for Laksebugten i Arsukfjorden, at man ikke må fange laks og ørred med garn. Men der står ikke at man så heller ikke må bruge garn til stenbiderfangst, og det udnyttede man, og "kunne så ikke gøre for at der kom laks og ørred med i garnet". Senere blev brug af stenbidergarn i Laksebugten forbudt.

I 1970'erne begyndte man at fiske laks på samme tidspunkt, som lomvierne ynglede. Før i tiden fangede man kun laks om natten, hvor fuglene ikke var ude. Senere begyndte man at fiske med garn både om dagen og om natten. Det er nu forbudt, og man bruger ikke drivgarn mere. Utallige lomvier døde dengang i drivgarnene.

De fleste laks er fra Canada. Den grønlandske laksefangst (som i høj grad også udførtes af udenlandske fiskefartøjer) medførte en amerikansk modkampagne, som blev ledet af sangeren Bing Crosby, selv ivrig laksefisker. Laks er mange år om at blive rigtig store, f.eks. 8 år. Per Nukaaraq Hansen har fanget en 23 kg laks ud for Arsuk. Der er ingen regler om fangst af laks med stang, såsom som man har det på Island, hvor et laksekort gode steder kan koste mellem 5000 og 10000 kr. I visse måneder er "trolling", dvs. krogfiskeri med blylodder fra langsomt (3 knob) sejlende båd, tilladt i Grønland. Der er regler for laksesæsonen, og typisk starter folk i hvert fald 1 dag før fiskeriet er lovligt. Jagtbetjenten kan på radarens refleks se, at folk fisker. Hans båd har typisk ikke plads til alle de ulovlige garn, som han ville kunne konfiskere. Folk har masser af undskyldninger: "Jeg skulle lige reparere..." osv. Per Nukaaraq Hansen bruger ikke radioen, for den kan alle høre med på. Småjoller sejler så hurtigt, at han ikke kan indhente dem. Men folk ved nu, at han kan dukke op. Hans nye båd er en norsk Virksundbåd på 33 fod, der max. kan sejle 14 knob. Normale både kan kun sejle ca. 9 knob. Han har en riffel, men skyder aldrig varselsskud: "Så vil jeg nok blive afskediget", siger han. Tidligere måtte han ikke gå om bord på den anden båd for at finde noget ulovligt. Men efter nye bestemmelser må han ransage bådene uden dommerkendelse. En gang imellem border man skibe og finder de jagtredskaber, som fiskeren anvender. Folk bliver typisk meget forskrækkede, og tror at han vil konfiskere det hele. Hvis de protesterer over, at han border skibet, viser han loven frem så de kan se, at det er tilladt. Når der er beviser mod grønlændere, som overtræder jagtbestemmelserne, bliver de meldt til politiet. Folk får så en bøde. Ørredgarn skal have navn på ejeren. Men ingen ørredgarn bærer navn, og sådanne garn bliver indsamlet og afleveret til politiet, som brænder dem, hvis de er uden navn. Der findes 70 navnløse og derfor ulovlige ørredgarn om året.

Der er enkelte grønlændere som tager æg fra fuglefjeldene i Arsukfjorden, men de kan kun tage fra enderne af fuglefjeldet, og der tages måske 50 æg om året, altså ikke særlig mange. Fuglene er nu begyndt at bygge rede højere oppe på fjeldet. Jagtbetjenten har fotograferet nogle ægsamlere, men oftest er folk væk når jagtbetjenten kommer. Alle ved, hvor jagtbetjenten befinder sig, selv om han forsøger at skifte opholdssted og arbejdstid på døgnet. 20 sømil syd for Arsuk findes to lomvie-øer, tilhørende Julianehåb kommune. Jagtbetjenten har kun været på øerne to gange, men eftersom der er stærk strøm og ofte meget is, er det vanskeligt at komme til øerne, som derfor har bevaret en bestand på ca. 6500 lomvier. Her havde Per Nukaaraq Hansen iøvrigt den pudsige oplevelse, som siger meget om lomviers stedfasthed. På et sted, hvor 3 atlantiske lomvier og 1 polarlomvie plejede at yngle havde en 25 liters plastdunk et år kilet sig fast mellem nogle sten i løbet af vinteren, og den lomvie, som plejede at yngle dette sted, valgte derfor at placere sit æg i en fordybning i plastdunken. Per Nukaaraq Hansen borede et hul i dunken, så vand, der samlede sig i fordybningen, kunne løbe væk. En unge blev udruget, og Per Nukaaraq Hansen ville ikke fjerne dunken, da lomvien jo nu havde vænnet sig til den. Han har et foto af stedet med plastdunken. Lomvierne er fredet fra 6. juni til 31. juli. I selve Arsukfjorden er der kun ét fuglefjeld med lomvier, og der er her 2500 lomvier. Der var tidligere flere lomvier her, og et andet fuglefjeld er nu helt forladt. Der er desuden mange rider dette sted, og man plejede at skyde dem i maj måned. Det er nu stoppet. Den nye jagtbekendtgørelse virker, f.eks. er folk holdt op med at skyde i Korsakken, det smalle sund fra Arsuk bygd til Arsukfjorden. Edderfuglene i Per Nukaaraq Hansens distrikt bliver ikke sjældnere, siger han. De yngler på øerne ved Arsuk. Derimod er han bekymret for havternerne.

Den nye jagtlov var oprindelig skrevet på dansk, og den grønlandske oversættelse er forskellig fra den danske på en så afgørende måde, at man ifølge den grønlandske oversættelse, som siges at være den gældende, kan fange dobbelt så mange edderfugle og lomvier, som man kan ifølge den danske udgave af loven. Baggrunden for dette er, at der findes to arter af edderfugle og to arter af lomvier. Ifølge den danske udgave må man fange 5 lomvier og 5 edderfugle om dagen, men ifølge den grønlandske udgave må man fange 10 edderfugle og 10 lomvier om dagen. Jagtbetjenten har klaget over denne forskel, men ikke fået svar på sin klage. Ud over dette er der ofte trykfejl i oversættelserne. Ifølge den gamle lov fra 1989 måtte man skyde en fugl pr. gang, men så var det for let at påstå, at man havde været på jagt flere gange på samme dag.

Jagtbetjenten er med, når trofæjægere skal nedlægge moskusokser. Det er jagtbetjenten som udpeger de dyr, som må skydes. Hvis et dyret ikke er dødeligt ramt på 3. skud bliver det skudt af jagtbetjenten. De første moskusokser kom til Arsukfjorden i 1987. Den gang var de kun 15, men i dag er bestanden tæt ved 300 dyr. I Søndre Strømfjord foregår moskusoksejagten helt ukontrolleret. Folk tager ud og plaffer løs på alt for stor afstand, nogle dyr anskydes derved. Der er heller ikke indført skydetræning. I fremtiden skal man have en bevis for, at man må have en riffel og at man har bestået en skydeprøve. Jagtbetjenten i Ivigtut kommune har indført, at riflerne skal være af den rigtige kaliber og at dyrene først må skydes, når dyret er inden for en bestemt afstand. Rensdyr er ofte svære at komme på nær skudhold af, og det er ikke ualmindeligt at man låner en riffel og prøver at skyde rensdyrene, selv om de er langt væk.

Den nye grønlandske naturfredningsforening med Jens Peter Lange fra Ilulissat/Jakobshavn i spidsen, er startet godt. Den kalder sig Uppik (uglen - vel på grund af dens store øjne). Efter et interview i radioen om at gøre jagtlovene strengere og mulighed for, at folk kan miste deres jagtbevis, var der god respons fra folk, som synes man bør overholde lovene. Nogle tror, at det kan betale sig at gøre noget ulovligt. Men det er en lang proces, som kræver undervisning i skolen. Drengene er glade for at få oplysninger.

Det er meningen at de 8 grønlandske jagtbetjente skal mødes en gang om året. Det skal ske i oktober måned. Desuden er det meningen at jagtbetjentene skal undervises over 3 moduler, og de er også begyndt. Per Nukaaraq Hansen har ry for at være Grønlands mest effektive jagtbetjent, men han har også bedre muligheder. Han har en god båd, mens de andre kun har 4 både tilsammen foruden nogle joller. Desuden er der satellitudstyr i hans båd, så hans båd kan følges fra Grønnedal. Men først og fremmest bor de andre jagtbetjente i byer, og det gør arbejdet vanskeligere.

Per Nukaaraq Hansen, adresse: Lejl. K12, Grønnedal 3930. tlf 691051 (tlf/fax), 575441 (mobil), 691955/eller lokal 423 (priv.).

PS. Per er, ud over at være hjemmestyrets jagt- og fiskeribetjent, også en lun fyr, som altid er god for en historie om moskusokser, som havde jaget ham ud i havet og han havde kun med nød og næppe overlevet heftige angreb fra olme tyre og arrige køer. Følgende historie er bekræftet af hans søn, Jonathan: Per var kommet lidt for tæt på en flok moskusokser og flokken jagede ham for fulde gardiner. Han havde ikke tid til at se sig tilbage og kaldte derfor i fuldt løb op på sin radio til sin søn, som på behørig afstand var vidne til "moskusløbet". Er de stadig efter mig, spurgte Per. Jonathan svarede med grønlandsk logik og sindighed: "Du skal bare blive ved med at løbe!" Og det gjorde Per Hansen åbenbart. (Citat fra hjemmesiden: www.bionyt.dk/kilder/Arsukfjorden.html).

Uppik
Ny naturfredningsforening i Grønland hedder UPPIK, "sneuglen". UPPIK har oprettet en konto i Grønlandsbanken 6471 - 7746420 og udgiver en lille folder om aktiviteterne. En Internetside med debatforum er næste tiltag. Foreningen samarbejder med Verdensnaturfonden WWF og Danmarks Naturfredningsforening. Foreningen støttes af Jonathan Motzfeld, Jørgen Fleischer og mange andre. Turistturarrangør Elke Meissner, Ilulissat, er sekretær for UPPIK (Hendes adresse er: BOX 160 - DK 3952 ILULISSAT, tlf. + 299 944411 fax +299 944511, greenland.tours@greennet.gl). Formand for foreningen er Jens Peter Lange, Ilulissat, E-mail: uppik@greennet.gl. Postadr.: Box 768, DK-3952 Ilulissat, mobiltlf.: 00-299 545459






Jens Peter Lange, formand for Uppik.
Foto: Ole Terney.




Andre kontakter:
Frank Wille, Thorsvej 18, 4180 Sorø, 57822808, ornitholog.
Danmarks Naturfredningsforening: Poul Henrik Harritz, 21 73 12 13, phh@dn.dk eller Ia Brix Jensen, 39 17 40 68, ibj@dn.dk.

Guider på Biologisk Forums rejse 2002 var:
Ole Terney, BioNyt (naturforhold)
Margrethe Tjalve, Helsingør Gymnasium (kulturelle forhold)


REJSEN TIL GRØNLAND 2004 (Scoresbysund):
Program for turen

REJSEN TIL GRØNLAND 2003 (Angmassalik):
RAPPORT OM TUREN

REJSEN TIL GRØNLAND 2002 (Sydgrønland):
RAPPORT OM TUREN

REJSEN TIL GRØNLAND 2001 (Disko):
Rapport fra turen 2001
To deltageres beskrivelse af turen 2001
To deltageres fotos fra turen 2001
Flere billeder fra 2001-turen

REJSEN TIL GRØNLAND 1999 (Disko):
En deltagers beskrivelse af turen 1999
Billeder fra turen i 1999

WEEKENDMØDER I ZOOLOGISK HAVE OM GRØNLAND:
Foredragsweekend i Zoo, 5.-6.april 2003, om Grønland.
Grønlandsseminar i Zoo, 5.-6.april 2003, om Grønland.
Grønlandsseminar i Zoo, 6.-7.april 2002, om Grønland.
Grønlandsseminar i Zoo, april 2001, om Grønland.
Grønlandsseminar i Zoo, 1999 og 2000, om Grønland.




Søren Martinussen
Grønlandsseminaret i Zoologisk Have, København, 2002




Dorte Dahl-Jensen
Grønlandsseminaret i Zoologisk Have, København, 2002




Mâliâraq Vebæk
Grønlandsseminaret i Zoologisk Have, København, 2002


UDSTILLING OM GRØNLAND OG GRØNLANDSK KUNST:
Udstilling om Grønlandsk kunst i Brøndsalen påsken 2000

FOLKEUNIVERSITETSKURSER OM GRØNLAND:
Kursus 3.-4. marts 2001: "Grønland - et bæredygtigt samfund?" (Folkeuniversitetet i Århus)
Afholdt kursus i Folkeuniversitetet København 2000

LITTERATUR om Grønland:
“Grønlands økologi”, Atuakkiorfik forlag, 1999. 431 s. 350 kr.
“Farvel til Grønlands Natur”, Kjeld Hansen, Gad forlag, 2001. 140 s.
Debatten om Grønlands natur.




Hvor gammel er universet, Jorden og livet på Jorden?
Bemærkelsesværdig dansk forskning i Grønland
BioNyt nr.105 (pris: kr. 48.75)
 Køb bladet her. e l l e r Tegn abonnement

Links om Grønland