FIBRE I KOSTEN
Med fibre i kosten menes de rester af vegetabilske fødevarer, som ikke nedbrydes af menneskets fordøjelsesenzymer, og som passerer uforandret til tyktarmen. (De kaldes på svensk: "kostfibre" og på engelsk: "dietary fibre"). Fibrene består af polysacchariderne cellulose, hemicellulose og pektin samt stoffet lignin m.v. Fiberindholdet kan bestemmes ved at behandle føden med pepsin-enzym og pancreatin, og derefter isolere og veje fibrene. Grøntsager indeholder fra 1, 5% til 4% fibre, kartofler og rodfrugter har 3-5% fibre og tørrede ærter og bønner har 10 - 15%.Hvidt hvedemel har kun 20-25% af fuldkornsmelets fiberindhold. Man har regnet ud, at en gennemsnitsperson i Sverige spiser 19 g fibre pr.dag. Tilsvarende niveau er rapporteret fra Danmark, England og V-Tyskland.
Vegetarer spiser 2-5 gange mere fibre. I u-landene kan indtagelsen af fibre komme helt op på 150 g pr. dag. Hvideklid er særlig rig på fibre. F.eks. skal der kun 50g hvedeklid til for at fordoble vægten af afføringen hos et menneske, mens der f.eks. skal 800 g kål eller 1, 5 kg æble til for at fordoble vægten af afføringen. En del af fibrene nedbrydes af bakterier i tarmen. F.eks. nedbrydes 1 /3 af hvedeklidets fibre, mens fibre fra hvidkål nedbrydes næsten fuldstændigt af tarmbakterierne. Vægtforøgelsen af afføringen efter spisning af fiberrig kost skyldes for 35%'s vedkommende en øget bakteriemængde i tarmen. Pektinfibre nedbrydes særligt hurtigt af tarmbakterier. Når kosten er rig på fibre, passerer føden hurtigere igennem tarmen. Man kan studere passagetiden ved at tilsætte røntgenstråletætte plastkugler til føden og derefter bestemme mængden af plastkugler ved røntgenfotografering af afføringen. Man har behandlet patienter, der har lidt af højt overtryk i tarmen med fiberrig kost, og efter nogle ugers behandling faldt trykket i tyktarmen. Hvedeklid i føden kan have en større virkning end afføringsmidler mod forstoppelse. Hos nogle personer kan der dog vise sig en ubehagelig bieffekt i form af stor luftproduktion i tarmen - men dette er dog som regel af forbigående natur. Kliddet har vist sig at have en mineralbindende effekt, men der synes at ske en tilpasning til den ne situation, således at man m. konkludere, at klidtilførsel i lermængde, der normalt kræves for at forebygge forstoppelse i den vestlige kost ikke indebærer nogen risiko for udvikling af mineralmangel.
Pektinfibre og andre geldannende fibre har vist sig at kunne sænke det totale cholesterolindhold i blodet med 5-25%. Det er LDLfraktionen (det "farlige" cholesterol) der sænkes. Desuden tyder nogle forsøg på, at hvedeklid har en øgende effekt på HDL-cholesterol (det "nyttige" cholesterol). Men cellulose og hvedeklid ændrer ikke den totale mængde af cholesterol i blodet. Vegetarer har lavere cholesterolindhold i blodet end personer, - der spiser blandet kost. Især har havre og bønner en nedsættende effekt på cholesterolmængden. Pektin og lignin binder galdesalte i reagensglasforsøg, og pektin har vist sig at medføre en øget udskillelse af steroider i afføringen. Når galdesaltene bindes af pektin, bliver de ikke genabsorberet i tarmen, og derved stiger nedbrydningen af cholesterol i leveren, så galdesyredannelsen øges. Dette kan være forklaringen på, at pektin har en nedsættende effekt på indholdet af cholesterol i blodet. En anden teori går ud på, at geldannende fibre forstyrrer dannelsen af cholesterolholdige partikler ("miceller") i tarmen, hvorved cholesteroloptagelsen fra føden mindskes. Alt i alt kan tiberrig kost således anvendes ved behandling af forhøjet blodfedt.
Man har fremsat den teori, at fibre i kosten beskytter mod kræft i tyktarmen. Dette skulle da skyldes, at passagetiden for føden gennem tarmen forkortes, hvorved de kræftfremkaldende stoffer i tarmen skulle optræde i lavere koncentrationer og i kortere tid. Dette er dog et meget forenkelt billede. Som omtalt ovenfor medfører fibrene i kosten (og i særlig grad pektin) en øget udskillelse af steroider i afføringen. Disse steroider er kræftfremkaldende. I dyreforsøg har tilførsel af pektin vist sig at øge tumorfrekvensen ved tyktarmskræft, der skyldes kemisk påvirkning. Det er også muligt, at fibrene kan påvirke aktiviteten af de enzymer, der danner de kræftfremkaldende stoffer, og dette kan være i såvel positiv som i negativ retning. Sammenhængen mellem fibre i kosten og tyktarmskræft er således stadig uklar, men flere studier er sat i gang på dette felt . Nordisk medicin bd.96, nr.2, 198'i s.51-54.
Artiklen her bragtes i BioNyt nr. 4
| Du kan tegne abonnement på BioNyt: Videnskabens verden her!  |